Arktisk testcenter til Nuuk
Grønt testcenter i Nuuk skal skabe arbejdspladser og teknologisk udvikling.
Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg kommune underskrev fredag den 11. september en aftale om at udvikle et arktisk testcenter med hjemsted i Nuuk.
Testcentret skal være hjemsted for en række forsøg med grønne teknologier under ekstreme klimatiske forhold. Testcentret skal samtidig være med til at bane vejen for grønne teknologier i Arktis.
Den ny aftale er blevet til på baggrund af Kommuneqarfik Sermersooqs venskabsaftale fra sidste år, hvor det blandt andet hedder, at et kommende testcenter i Aalborg skal udvides med en arktisk dimension med testfaciliteter i Nuuk.
Testcenter skal skabe arbejdspladser
Det er forventningen, at aftalen kan skabe grønne projekter, som vil give afkast i form af arbejdspladser, knowhow og teknologisk udvikling i både Kommuneqarfik Sermersooq og Aalborg.
Testcenteret skal indgå i Greenhub Denmark, som er et netværkssamarbejde mellem en række nordjyske virksomheder, institutioner, organisationer og kommuner, der drømmer om at omdanne Nordjylland til et nyt Silocon Valley for grøn teknologi. Blandt deltagerne er Aalborg Universitet, Aalborg Havn og Aalborg kommune.
Som et led i aftalen er det aftalt, at Kommuneqarfik Sermersooq skal tilbydes en plads i Green Hub Denmark.
Selve aftalen om testcentret kører sideløbende med venskabsaftalen. De to aftaler skal fornys samtidig i 2024.
Læs mere om aftalen i Sermitsiaq uge 38, der udkommer i næste uge.