Arktisk Kommando roser besætning fra sunket trawler

Besætningen på trawleren Lomur viste handlekraft, da deres skib kom i problemer, lyder det fra Arktisk Kommando.

Det var et af politiets hurtigtgående fartøjer, der nåede først frem til den nødstedte trawler-besætning. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Kl. 23.50 lørdag aften gik en alarmerende melding ind til Aasiaat Radio fra trawleren Lomur, der befandt sig i et område syd for Sisimiut.

Besætningen meldte mayday, og at skibet var på vej ned.

Aasiaat Radio alarmerede Arktisk Kommando, der i samarbejde med Grønlands Politi sendte Arktisk Kommandos inspektionsskib Hvidbjørnen samt politiets hurtigtgående fartøj Ilik afsted mod Lomurs position.

Det fortæller presseansvarlig i Arktisk Kommando, Camilla Schouw Broholm, til Sermitsiaq.

På vej i redningsbådene

Kl. 00.55, cirka en time efter udsendelsen af mayday, får Arktisk Kommando besked om, at besætningen er på vej i redningsbådene, og kort efter kommer en ny melding om, at alle ti besætningsmedlemmer er kommet sikkert over i redningsbådene.

- Besætningen på Lomur udviste stor handlekraft og kom dygtigt og hurtigt i redningsbådene, siger Camilla Schouw Broholm.

Få minutter efter at besætningen havde evakueret sig selv fra Lomur, nåede politiet fartøj Ilik frem til position, og de ti besætningsmedlemmer blev samlet op.

Observerer for forurening

Kl. 02.30 ankom til Ilik til havnen i Sisimiut med de ti besætningsmedlemmer og redningsbådene på slæb.

Lomur sank omkring kl. 04.

- Hvidbjørnen forblev i området for at kontrollere og observere for forurening af havmiljøet, siger Camilla Schouw Broholm.

Arktisk Kommando vil nu overdrage sagen til Søfartsstyrelsen, der skal undersøge hændelsen.

Royal Greenland har fokus på krisehjælp

Det er fiskeriselskabet Royal Greenland, der ejer Lomur, og har koncern kommunikationschef, Merete Lindstrøm, udtalt, at man er særdeles lettede over, at besætningen er sluppet fra hændelsen i god behold:

- Vi forsøger at skaffe krisehjælp til dem hurtigst muligt, siger Merete Lindstrøm søndag morgen.

Powered by Labrador CMS