- På kontaktudvalgsmødet i sidste uge blev vi
enige om, at den arktisk ambassadør skal være grønlandsk, udpeget af Grønland,
og har sit udgangspunkt i det grønlandske samfund, skriver naalakkersuisoq for
Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse,
som blev udsendt fredag – tre dage efter kontaktudvalgsmødet i Aalborg.
Det er en overraskende drejning i sagen, for
på et pressemøde afholdt umiddelbart kontaktudvalgsmødet var der intet, der
tydede på, at aftalen var i hus, selv om både formand for Naalakkersuisut Múte
B. Egede og statsminister Mette Frederiksen gav udtryk for, at forhandlingerne
endnu ikke var afsluttet.
- På kontaktudvalgsmødet i sidste uge blev vi
enige om, at den arktisk ambassadør skal være grønlandsk, udpeget af Grønland,
og har sit udgangspunkt i det grønlandske samfund, skriver naalakkersuisoq for
Selvstændighed og Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt i en pressemeddelelse,
som blev udsendt fredag – tre dage efter kontaktudvalgsmødet i Aalborg.
Det er en overraskende drejning i sagen, for
på et pressemøde afholdt umiddelbart kontaktudvalgsmødet var der intet, der
tydede på, at aftalen var i hus, selv om både formand for Naalakkersuisut Múte
B. Egede og statsminister Mette Frederiksen gav udtryk for, at forhandlingerne
endnu ikke var afsluttet.
Det er uvist, hvad grunden til dette
hemmelighedskræmmeri er, men måske hensynet til Færøerne, der spillede
hovedrollen i pressemødet, fordi man var blevet enig om en aftale, der skal
bane vejen for, at øerne kan blive medlem af den internationale handelsorganisation
WTO. Det er en sag, som har ligget Færøerne mindst lige så meget på sinde, som
sagen om den arktiske ambassadør har optaget den grønlandske regering.
Vigtig post for Grønland
Men under alle omstændigheder er der nu en
aftale i hus om, at den arktiske ambassadør skal have sit udgangspunkt i
Grønland. Dermed er vejen også banet for, at det bliver Grønland, der sidder
for bordenden, når Kongeriget Danmark til næste år overtager formandskabet i
Arktisk Råd.
Den arktiske ambassadørs vigtigste opgave er
rollen som Senior Arctic Official (SAO), som det hedder, i Arktisk Råd. Hvert
af medlemslandene har en SAO på højt diplomatisk niveau – og i perioderne
mellem ministerrådsmøderne hvert andet år, er det SAO’erne, der leder arbejdet
i rådet.
Det betyder reelt, at det bliver Grønland, som
kommer til at sætte dagsordenen i Arktisk Råd i perioden 2025 til 2027 – og det
bliver derfor en enestående chance for Grønland til at sætte et solidt
fingeraftryk på den internationale arktiske politik.
Rift om hotelværelserne
Rent lavpraktisk kommer det også til at få
stor betydning for den grønlandske hotelbranche, for der er en tradition for,
at formandsnationen også er vært for de fem til seks årlige SAO-møder med
mindst 100 deltagere fra medlemslandene, de arktiske folk og observatør-landene
og -organisationer.
Hvis arbejdet i den kommende formandsperiode
går nogenlunde, som det plejer, vil de fleste SAO-møder blive holdt i Grønland,
men der vil sandsynligvis også blive et SAO-møde på Færøerne og et i København,
så alle dele af kongeriget Danmarks rigsfællesskab bliver tilgodeset.
Nu er alt i Arktisk Råd jo ikke, som det
plejer. Samarbejdet mellem de arktiske lande har været voldsomt neddroslet,
siden Ruslands invasion i Ukraine. De internationale sanktioner mod Rusland i
den forbindelse har sat en stopper for rejser mellem Rusland og de øvrige syv
medlemsstater i Arktisk Råd – og rådet kører i øjeblikket under det norske
formandskab med mange videokonferencer.
Det bliver med stor sandsynlighed også Nuuk,
der skal være vært for det store ministerrådsmøde i Arktisk Råd i foråret 2027
– akkurat som det var tilfældet i 2009, hvor Kongeriget Danmark sidst var
formand for Arktisk Råd.
Det var et politisk topmøde, hvor nogle af de
mest betydningsfulde topledere i Arktis mødtes i Nuuk – blandt andre den
daværende udenrigsminister fra USA Hillary Clinton.
Glad naalakkersuisoq
Udover SAO-møderne er der også tradition for,
at Arktisk Råds seks arbejdsgrupper og en række task forces holder møder i det
land, som har formandsskabet.
- Jeg glæder mig over fremskridtet i sagen om
den arktiske ambassadør. Vi skal fra grønlandsk side udpege ambassadøren, og
vedkommende kommer til at arbejde i og ud fra Grønland med rollen som formand
for Arktisk Råd under Kongerigets kommende formandskab, siger Vivian Motzfeldt.
- Grønland udgør den arktiske del af
Kongeriget, og det har været utrolig vigtigt for naalakkersuisut at sikre, at
de arktiske roller varetages fysisk fra det grønlandske folk og af en person,
der lever den arktiske virkelighed.
- Arbejdet og samarbejdet, der udføres i
Arktisk Råd og af den arktiske ambassadør, omhandler områder, der har en
direkte betydning for os i Grønland, og i de fleste henseender befinder sig
under grønlandske kompetenceområder. Det er derfor essentielt, at Grønland
varetager den ledende rolle i Arktisk Råd.
Dyr aftale
Endnu er aftalen mellem Danmark og Grønland
ikke endelig på plads.
- Tilbage står en række tekniske, men vigtige
detaljer, der er afgørende for at rollerne og arbejdet reelt forankres i
Grønland i Arktis. Spørgsmål som hvilken myndighed ambassadøren skal referere
til samt de økonomiske rammer, skal vi nu have på plads, siger Vivian
Motzfeldt.
- Det er klart, at der med Grønlands
varetagelse af de styrende roller, naturligvis også følger et ansvar i at tage
sin del af de tilhørende økonomiske forpligtigelser.
For det er ikke billigt pludselig at være en
ledende arktisk nation. Det kræver både penge og ikke mindst mandskab i
regeringskontorerne. Grønland har i øjeblikket omkring 13 ansatte i Udenrigsdepartementet
i Nuuk. Det skal ses i forhold til det danske udenrigsministerium, hvor der til
sammenligning er 27 årsværk alene i det arktiske kontor.
I det grønlandske finanslovsforslag er der
afsat ekstra 2,4 millioner årligt til Udenrigsdepartementet i 2024 og 2025 som
følge af, at Grønland nu skal sidde for bordenden i det arktiske samarbejde.