Anstalter i Grønland ser frem til bedre it-systemer
De grønlandske anstalter halter teknisk bagefter, men noget tyder på, at de tiltrængte forbedringer er på vej.
Anstalterne vil få god gavn af bedre it-systemer. Det skal dog ikke gå alt for hurtigt, siger anstaltleder i Nuuk.
Foto: Leiff Josefsen
Der er stor forskel på anstalter i Grønland og fængsler i Danmark, når det gælder teknikken. Arbejdsgangen i Grønland er stadig præget af fysiske mapper og forældede programmer.
Men den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S) har oplyst, at han gerne vil slå et slag for nye it-løsninger til anstalterne.
Det er en vigtig sag for folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA). Mangelfulde forhold for journalisering har nemlig gjort sagsbehandlingen i Grønland unødigt ressourcekrævende, siger hun til fagbladet Fængselsfunktionæren.
- Det gælder også for dataindsamlingen, som på nuværende tidspunkt sker manuelt. Derfor mangler vi ofte data og statistik på området, da det er yderst ressourcekrævende at fremskaffe. Det besværliggør og hindrer det politiske arbejde, siger Aaja Chemnitz.
Peter Fomsgaard, som er anstaltleder i Nuuk, mener også, at det er på høje tid med en opgradering.
- Det vil gøre både vores arbejde hurtigere og nemmere. Det er bare vigtigt, det ikke går for hurtigt, for vi kender det slet ikke. Vi skal kunne følge med. Ellers opstår fejlene først, siger han.