Ane Hansen advarer: Det bliver meget dyrt for borgerne
- Vi kunne ikke andet end at ændre og tilpasse den kommunale struktur, da Qaasuitsup Kommunia blev delt. Vi er nemlig en lille kommune med få indbyggere, og hvis vi ikke tilpassede den offentlige administration, ville det betyde underskud hvert eneste år på ikke mindre end 50 millioner kroner, og det er det der vil ske, hvis den nye kommunalbestyrelse ophæver Qeqertaliks nuværende struktur, advarer Ane Hansen.
Daværende borgmester i Kommune Qeqertalik advarer den nye kommunalbestyrelse: - Det bliver meget dyrt for borgerne i Kommune Qeqertalik, hvis kommunalbestyrelsen vælger at rulle tilbage til den oprindelige kommunale struktur.
Foto: Jensine Berthelsen
Siden daværende Qaasuitsup Kommunia blev delt, har kommunalbestyrelsen i Kommune Qeqertalik tilpasset den offentlige administration til kommunens størrelse.
- Det betød blandt andet, at vi i stedet for mange direktører gik ned til to direktører, nemlig den administrerende direktør og vicedirektøren, ligesom vi også skar udvalgene ned til tre ud over økonomiudvalget, og det betød besparelser i forhold til administrationsomkostningerne, forklarer daværende borgmester Ane Hansen og fortsætter:
Den tilpassede struktur reddede kommunen fra udsigt til massive underskud
- Samtidigt med at vi skar ned på direktører og ledere i administrationen, sørgede vi for at alle fire byer også fik deres egne budgetter, så de kunne styre udmøntningen af kommunalbestyrelsens vedtagne budgetter. Så samtidigt med at vi sparede på administrationen kunne vi i samme ombæring sikre nærdemokratiet.
Ane Hansen forklarer, at hvis ikke de havde tilpasset strukturen, så ville kommunen stå overfor store udfordringer med økonomien:
- Vi havde udsigt til mere end 50 millioner kroners underskud på de årlige regnskaber, hvis ikke vi tilpassede økonomien og omkostningerne til at drive kommunen i forhold til indbyggerne.
Ane Hansen kommer derfor med en advarsel til den nye kommunalbestyrelse:
- Jeg har ikke set nogen beregning på, hvordan den kommende koalition i kommunen vil implementere tilbagerulningen. Der er ingen plan at se, og der er ingen beregninger at se.
- Men ved at tilbagerulle til standardstrukturen, kan det betyde fyringer af den nuværende ledelse på omkring 12 personer, nemlig de to direktører og fagcheferne, for derefter at ansætte mange direktører og vicedirektører samt fagchefer til de mange forvaltninger man vender tilbage til.
Frygter konsekvenser for fjernelse af velfærdsindsatserne
Ane Hansen advarer også imod forværringer af de indsatsområder, som kommunen har opbygget:
- Vi har arbejdet meget med at få løftet borgernes velfærd og iværksat forebyggelsesindsatser. Vi har sørget for, at der var midler til kulturelle aktiviteter. Alt sammen noget der skulle styrke den enkelte og ikke mindst fællesskabet.
- Men jeg kan se, at den nye koalition har i sinde at skære alle de indsatser væk, nu hvor borgerne var ved at vænne sig til mulighederne. Med mindre der bliver iværksat bedre initiativer, frygter jeg at det vil få konsekvenser for bestræbelser for at løfte velfærden i kommunen.
Ane Hansen opfordrer den nye kommende kommunale koalition til at genoverveje deres planer:
- Allerede i 2029 vil der, efter planen, komme en hel ny strukturomlægning, der er en arbejdsgruppe igang som skal komme med indstillinger til Inatsisartut om hvordan den nye kommunestruktur skal være fremover. Jeg mener det vil være klogest med at afvente Inatsisartuts behandling inden kommunens struktur bliver ændret radikalt, for ellers bliver det meget dyrt for borgerne i kommunen.