KONGEPARRET I QEQERTARSUAQ

Ando Møller fra 1968 fik sit billede med kong Frederik

Kongeparrets fjerde stop på Grønlandsturen var i Qeqertarsuaq. Ando Møller, der ligesom kong Frederik er født i 1968, var en af de første til at give ham hånden.

Ando Møller fra Qeqertarsuaq er glad. Hun har fået et billede med Kong Frederik, som hun er født i samme årgang med.
Offentliggjort

Kongeparrets Grønlandstur fortsætter sydpå, efter de lørdag besøgte Pituffik Space Base, Qaanaaq og Aasiaat. Søndag ankom de så til Qeqertarsuaq. 

Her stod der en del borgere klar til at modtage kongen og dronningen. En af dem var Ando Møller, som havde en mission for dagen. Hun er ligesom kong Frederik født i 1968, og fik i 2009 taget et billede med ham og to andre 1968'ere.

Ando Møller havde derfor til dagens besøg aftalt med sig selv at forsøge at få taget et billede, hvor de fire stod i samme rækkefølge som på billedet for 15 år siden.

Tog mod til sig

Da Frederik og Mary så kom gående op ad kongebroen i Qeqertarsuaq, stod Ando Møller klar. 

- Jeg tænkte, at jeg må gøre alt, hvad jeg kan for at være den første til at spørge ham om noget. Jeg tog mod til mig for at spørge om billedet, og jeg spurgte ham endda to gange, og det lykkedes, nuan! siger Ando Møller. 

Hvordan tog kongen imod det? 

- Han spurgte: Er der flere 1968'ere? Så han tog rigtig godt imod det, siger Ando Møller.

 - Det betyder meget

Borgmester i Qeqertalik Kommune Ane Hansen, kommunalbestyrelsesmedlemmer Simigaq Heilmann og Karl Thue Nathanielsen samt børnerådsmedlems repræsentant Najanuka Broberg tog imod kongeparret ved kongebroen, hvorefter der var reception på Hotel Qeqertarsuaq.

Det betyder meget, at Frederik og Mary kommer forbi Qeqertarsuaq på deres første tur i Grønland som kongepar, fortæller Ando Møller.

- Især fordi han jo er vores peqaannguaq, og her betyder det meget, når man er fra samme årgang. Når man møder nogen fra sin årgang, så lyser der noget op i en, siger en glad Ando Møller.

Satte familieløb i gang

Til at starte med skal billedet fra i dag postes på en Facebook-gruppe for 1968'ere. Senere kan det være, det bliver udskrevet og sat i en billedramme.

- Det er en kæmpe stor oplevelse at se dem her, for de kongelige er jo meget specielle for os grønlændere, fortæller Ando Møller.

Tidligere på dagen var kong Frederik og dronning Mary samt deres børn prins Vincent og prinsesse Josephine på tur omkring Qeqertarsuaq og fik orientering om Arktisk Stations arbejde. Inde i byen fik de introduktion til Inoqatikka-projektet, og inden afgang satte kongen Qeqertarsuaq Race - Family Mile i gang. Her løb både prinsen og prinsessen med. 

Kongeparret ankommer mandag til Attu.

Powered by Labrador CMS