Analyse: 'Sidste år Krim, i år Arktis'

På flyrejsen til fredagens Arktisk Råd-topmøde i Iqaluit i det nordlige Canada har udenrigsminister Martin Lidegaard haft god tid til at læse det seneste stykke russisk snow-how fra den nye formand for Ruslands Arktis-kommission, Dmitrij Rogozin: 'Sidste år havde vi en historisk genforening med Sevastopol og Krim. I år vil vi præsentere et nyt syn og et nyt kraftfyldt tryk på udviklingen af Arktis. Det handler grundlæggende om det samme'.

Rogozin, der først provokerede Norge ved at mellemlande på Svalbard uden varsel og dernæst buldrede løs fra en russisk polar-station, meddelte sig via russisk stats-tv kort efter, at han i et tweet havde slået fast at ’Arktis er Ruslands Mecca’.

Når Martin Lidegaard lander i Iqaluit må han desuden forholde sig til det faktum, at den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, for første gang i mere end ti år holder sig væk fra et topmøde i Arktisk Råd og dermed sætter ild i spekulationerne om, hvorvidt det fredelige samarbejde i Arktis nu for alvor druknes i dønningerne fra Ukraine.

Læs: Grønland klar til møde i Arktisk Råd

Sikkerhedsanalytikere har længe fastholdt, at jagten på olie, gas, mineraler og nye sejlruter i det russiske Arktis forudsætter fred i regionen, og at Kreml derfor ville holde Arktis ude af konflikten med Vesten, men som det hedder i dugfrisk analyse fra Dansk Institut for Internationale Studier: 'Tidligere var både Rusland og de vestlige lande villige til at gå på kompromis for at bevare den gode stemning (…) Ukrainekrisen gør samarbejde sværere og landene mindre kompromisvillige'.

Rogozin
Andre hæfter sig ved udpegelsen af Dmitrij Rogozin, der i EU anses for medansvarlig for destabiliseringen i det østlige Ukraine og som derfor er personligt omfattet af EU’s sanktioner. Dertil kan lægges Rusland øgede militære aktivitet i Arktis og nu Sergei Lavrovs uheldige fravær fra topmødet i Iqaluit. Den russiske ledelse vil omvendt hævde, at provokationerne kommer fra vest: Senest har forsvarsministrene fra de fem nordiske lande, som alle er medlemmer af Arktisk Råd, erklæret, at Rusland udgør en substantiel trussel mod Europa, og at de vil øge deres forsvarssamarbejde. Sverige og Finland gentænker deres forhold til Nato, mens en del af Ukraine-sanktionerne er rettet direkte mod Ruslands udvikling af olie- og gas i Arktis.

Lidegaard og de øvrige i Iqaluit vil sandsynligvis fastholde, at Arktis stadig er ’fredens region’, men uroen er svær at overhøre. Heather Conley, Arktis-ekspert ved Washington-tænketanken Center for Strategic and International Studies, sagde eksempelvis forleden ifølge Alaska Public Media, at hun havde svært ved at forstå, hvordan USA, der overtager formandsskabet i Arktisk Råd under mødet i Iqaluit, kan fastholde, at Rusland er en partner i Arktis:

'Jeg kæmper med konceptet ‘partner’; jeg ser ekstraordinært aggressive handlinger, tæt-på-sammenstød med civile luftfartøjer, en masse militære øvelser Arktis'.

Videnskaben fortsætter
Det arktiske samarbejde er dog langt fra en reel aflysning. De arktiske nationer, inklusive Rusland, har i de seneste ti år promoveret Rådet som det eneste gyldige, arktiske forum. De har dermed gesvindt forhindret især FN i at gøre Arktis til genstand for diskussion. De har fastholdt magten over den arktiske udvikling, netop som isen forsvinder og Det Arktisk Ocean åbner sig, og de har fået strategien bredt accepteret: Kina, Japan, Korea og mange andre har lært at leve med, at de kun kan blive observatører i Arktisk Råd, mens de arktiske stater alene har tale- og stemmeret.

Rusland er mindst ligeså begejstret for denne orden, som Danmark og de øvrige arktiske nationer. Og bag den uenigheden om Ukraine, knokler Rådets arbejdsbier videre. Rådets produktion af ny forskning især om klima og miljø i Arktis er bygget op siden 1996 og grundfæstet i solide, internationale netværk. Det er dem, der udgør det seje kit i organisationen. Martin Lidegaard og de øvrige i Iqaluit vil høre om nyt fra alle ekspertgrupperne; om de nye internationale sikkerhedsregler for skibsfarten i Arktis, om den fælles indsats til beredskab mod oliekatastrofer og skibsulykker. USA vil foreslå nye ressourcer til Rådets nye permanente sekretariat i Tromsø, øget indsats for klimaet og måske endda en bindende regional aftale om beskyttelse af Det Arktiske Ocean. Michael Beyers, Canadas førende Arktis-iagttager, anslog forleden i Politiken, at Ukraine-krisen netop nu forstyrrer 20 pct. af det arktiske samarbejde, mens de øvrige 80 pct. fortsætter som vanligt.

Martin Breum er journalist, forfatter til blandt andet ’Balladen om Grønland’. Han skriver jævnligt i Information om Arktis. Udvidet version på martinbreum.dk.

Læs mere om mødet i Arktisk Råd i den nye udgave af Sermitsiaq