Analyse forudser stor mangel på hotelværelser i turistby

Særligt i juli og august kan der opstå stor mangel på hotelkapacitet i Ilulissat, når den nye lufthavn i byen åbner. Det viser en analyse fra Visit Greenland.

Ifølge Visit Greenlands analyse vil efterspørgslen på hotelværelser og spisesteder stige markant med åbningen af den nye internationale lufthavn i Ilulissat i 2026.
Offentliggjort

Den nye internationale lufthavn i Ilulissat vil ifølge Greenland Airports være klar til at åbne i 2026.

Visit Greenland har kigget nærmere på, hvordan det egentlig ser ud med hotelkapaciteten, når antallet af turister forventelig vil stige betydeligt som følge af, at større fly vil kunne flyve direkte til byen.

Visit Greenland har blandt andet kigget på scenarier med en efterspørgsel på overnatninger fra udenlandske gæster i 2026, der er henholdsvis 150 procent højere end i 2023 samt én der er 100% større end i 2023. 

Kan mangle op mod 190 værelser

- I alle afprøvede scenarier er der allerede fra 2026 stor mangel på værelser i Ilulissat, særligt i juli og august måned, lyder konklusionen i analysen, som Visit Greenland har lavet i samarbejde med Explore North Greenland.

Det uddybes, at ved scenariet med 150 procent vækst i efterspørgslen på overnatninger fra turister, vil der allerede i 2026 mangle ca. 190 værelser i Ilulissat i august og september. 

Ifølge Visit Greenland svarer de 150 procent vækst cirka til væksten i Air Greenlands teoretiske flysædekapacitet i samme periode.

Når Visit Greenland kigger længere frem vokser problemet i omfang:

- I Scenarie A med 5% årlig vækst vil der i 2031 mangle 399 værelser hvis kapaciteten på 565 værelser ikke udbygges i perioden 2026-2031. Under samme forudsætninger vil der i Scenarie B, med 10% årlig vækst, i 2031 mangle 651 værelser - og i Scenarie C med 15% årlig vækst, i 2026 mangle 954 værelser, lyder vurderingen.

Går forgæves til spisesteder

Ifølge Visit Greenland har analysen også vist, at kapaciteten allerede i dag er udfordret ved spidsbelastninger. Det gælder eksempelvis byens spisesteder, der et vigtigt element i at servicere turisterne:

- Ifølge vores interviews med spisestederne i Ilulissat er der meget ofte fuld udnyttelse af kapaciteten i sommerhøjsæsonen - og endda mere efterspørgsel end de kan dække - i en sådan grad at mange turister (og lokale) oplever at gå forgæves, når de kommer for at spise. Mange af spisestederne har i øvrigt svært ved at skaffe køkkenpersonale til deres restauranter og caféer, skriver Visit Greenland i analysen.

Direktør i Visit Greenland, Anne Nivíka Grødem, konkluderer, at der er behov for en "øjeblikkelig indsats for at udvide både overnatnings- og bespisningsfaciliteter, samt sikre den nødvendige arbejdskraft hvis ikke der skal opstå flaskehalse."

Direktøren opfordrer myndigheder, investorer, operatører og iværksættere til at anvende analysen som vidensgrundlag for beslutningstagning og investeringer i Grønlands turismeindustri.

Powered by Labrador CMS