Amnesty/KN blander sig i drabssag

Amnesty/Kalaallit Nunaat finder det diskriminerende at grundlovsforhøret af den 15-årige drabstiltalte i Ålborg skete for åbne døre.

Offentliggjort

For i følge Amnesty/KN, som er Amnesty Internationals afdeling i Grønland, ville det normale være at grundlovsforhøret holdes for lukkede døre, da tiltalte stadig er et barn. Den 15-årige dreng er tiltalt for drabet af den 85-årige Gerda Møller, Ålborg.

- Derudover finder jeg det utilstrækkeligt og ikke i pagt med Børnekonvensionens artikler, at det, som os oplyst er en dansk socialmedarbejder der er bisidder og ikke en der er fuldt fortrolig med grønlandske forhold, sprog og kultur. Desuden finder jeg det forkasteligt at en 15-årig grønlandsk dreng sidder i fængsel sammen med voksne, udtaler Roland Thomsen, Amnesty/KN.

Amnesty/KN har forgæves fremsat ønske til Politimesteren i Grønland, om at få oplyst om drengen er blevet stillet tolkebistand til rådighed, samt hvem der er beskikket som forsvarer .

- Man kan også stille spørgsmål ved, om det virkelig skal være nødvendigt, at eksportere den sigtede til retsforfølgning uden for Grønland, når man tager hans alder i betragtning. Når et barn skal retsforfølges udenfor Grønland, skal vi sikre os, at det til hans forsvar og sikkerhed, sker efter artiklerne i Konventionen om Barnets Rettigheder, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og ILO 169 Konventionen om Oprindelige Folk, mener Roland Thomsen.

Amnesty/KN vil sende en forespørgsel til Folketingets Ombudsmand og anmode om en bedømmelse af de omstændigheder, hvorunder fængselsforhold og grundlovsforhøret med videre er sket for den 15-årige grønlandske dreng.

Powered by Labrador CMS