Alvorligt færdselsuheld i Nuuk - kan påvirke morgentrafikken

To personer er kommet til skade ved et færdselsuheld på 400-vejen i Nuuk. Politiet efterlyser vidner.

Politi
Politi
Offentliggjort

Cirka kl. 03.00 natten til tirsdag er der sket et alvorligt færdselsuheld på 400-vejen i Nuuk. Det oplyser Grønlands Politi.

Der er tale om et solouheld, hvor en personbil af mærket Mercedes kørte af vejen, og to personer er kommet til skade.

Vagtchef Jeppe Andsager kan på nuværende tidspunkt ikke sige yderligere om de to personers tilstand, men lover at der vil komme en opdatering senere på dagen.

Vagtchefen fortæller, at uheldet kan forstyrre morgentrafikken i hovedstaden, da politiet stadig er tilstede ved ulykkesstedet.

Ulykken er ifølge politiet sket på stykket inden rundkørslen ved KNR, når man kommer inde fra byen af.

Politiet er meget interesseret i at tale med vidner, som har set uheldet, eller som har set en rød Mercedes køre rundt i Nuuk, i tidsrummet før uheldet skete kl. 03.00.

Politiet kan kontaktes på 70 14 48.

Powered by Labrador CMS