Alletiders juleaften

Julen er ikke nogen helt ny opfindelse. I 300-tallet begyndte kristne i Rom at fejre Jesus´ fødsel, og 300 år senere ankom juleaften til Danmark.

I 1700-tallet gik julen så i land i Grønland, da Hans Egede stævnede ind på den vindblæste kyst og og begyndte at udbrede moderlandets religiøse skikke. Den orange stjerne blev indført af Herrnhuterne.

I Danmark blev det første juletræ tændt på et gods på Sjælland, inspirationen kom fra Tyskland. Der gik mange år før grantræet nåede til Grønland i større stil.

Men der var andre løsninger.

Der blev boret huller i et stykke træ, eksempelvis drivtømmer, og ind i hullerne satte man enebærgrene. Hvor enebær ikke fandtes længere nordpå, viklede man lyng omkring træstykker. Det var oftest kun folk ansat under staten, der fik tilsendt et juletræ fra Danmark.

En fælles, stor fornøjelse ved juledagene var maden – og den harmoni, der sænkede sig over byer og udsteder.

Det beskrives i en ledende artikel i Grønlandsposten fra 1948:

- For en kort tid vil arbejdet standse, roen og stilheden vil hvile over alle arbejdspladser,

Under det blafrende nordlys forbereder man sig materielt og åndeligt til Julefesten. I Grønland har julen en særlig klang. Det er, som om sindene hos befolkningen fra de helt små til de gamle, er mere åbne for julens betydning, end de fleste andre steder i verden, stod der i julehilsenen fra Grønlandspostens redaktør.

Kongekosten

I de sidste dage frem mod juleaften blev der pyntet op til den store guldmedalje i mange hjem i Godthaab og på kysten. De voksne forsøgte at hindre børnene i at se juletræet før selve juleaftensdag. Men de små listede omkring og opdagede det meste. Og det var ikke kun juletræet, som fik dem til at glippe med øjnene.

Væggene var klistret til med avissider. Et bombardament af sanseindtryk. Med fotos af automobiler, tog, fly, kendisser, udenlandske sportsfolk og begivenheder, typisk fra Danmark. Der var masser af festligt glitter at se på.

Fra midten af 1700-tallet og et pænt stykke op i 1900-tallet var kongens fødselsdag og juleaften en anledning til at uddele »kongekosten«. Det var et ritual, som selvfølgelig havde praktisk betydning, fordi det var et godt tilskud til især fattige husholdninger, men der lå også den tanke bag, at det var med til at knytte Inuit til kolonien. At det forstærkede båndene.

Kongekosten kunne blandt andet indeholde sukkerknalder, kaffe, svesker, tørrede figner og i andre periode brød og flæsk, gryn og ærter. Ifølge hjemmesiden Danmarkshistorien.dk begyndte flere grønlandske politikere i 1950´erne dog at sætte spørgsmålstegn ved traditionen.

- Politikerne betragtede traditionen som både gammeldags, kolonial og spild af penge. De årlige udgifter til traditionen, der beløb sig til 53.000 kr. i 1966, skulle i stedet investeres i det grønlandske samfund. I 1966 vedtog Grønlands Landsråd derfor at afskaffe uddelingerne, oplyser websitet.

Barndommens jul

En af dem, der har gode minder om julen fra dengang der stadig var julekost og enebærgrene, er fru kolonibestyrer Otto Binzer. Sådan blev finere damer omtalt dengang – som vedhæng til husbonden.

Hendes fornavn var Kathrine. I et tilbageskuende interview, der blev bragt i AG i 1962, fortæller hun om tiden omkring århundredeskiftet.

- Julen begyndte allerede lillejuleaften, hvor vi børn gik hen til den gamle kateket, Rasmus Bertelsen, ham der skrev salmen Guuterput. Når vi kom ind i gangen, der havde et lag sand som gulv — den gang brugte man ikke gulvbrædder af træ i gangen — kunne vi straks mærke duften af kongerøgelse. Derefter kom vi ind i hans hyggelige stue, hvor der stod et lille juletræ, lavet af enebær eller lyng og pyntet med hjerter og kræmmerhuse. Under træet lå gaverne til alle os børn og til min far og mor. Det var nyttige og gode gaver som hjemmesyede skindvanter, træski, som Rasmus Berthelsen selv havde skåret ud. Jeg husker det hele så tydeligt, som var det i går, fortalte fru Binzer til AG´s journalist.

Grænserne

Kathrine Binzer beretter videre om familiens julemiddag, som typisk bestod af risengrød og haresteg eller ryper. Næste morgen, julemorgen, gik byens unge rundt og sang ved husene, hvor der var stillet stearinlys i vindueskarmene.

- Julen var festlig for alle i Grønland. Hver eneste kivfak fik en tønde øl, det vil sige fire ankre. 2. juledag gik de rundt på besøg og endte dagen med en lystig dansemik, forklarer fru Binzer, som også giver en lille indføring i de såkaldte kivfak-sammenkomster, som blev arrangeret af hendes forældre i julen.

- De fik brune bønner med flæsk og edderfugle, og noget vi kaldte for tyske klumper, en slags store boller. De blev serveret med sirupsauce. Til sidst fik vi punch og et par snapse. Det var et festligt gilde, vi morede os enormt, sang og dansede, men jeg var jo vant til at passe lidt på hjemmefra, så jeg sørgéde for, at visse grænser blev holdt, understreger fru Binzer, som var 82 år, da hun blev interviewet til avisen om juleminderne.

Vi slutter af med en naturskildring, som inddrammer den sentimentale stemning julens ofte fremkalder hos især lidt ældre mennesker.

Ordene er fra 1966 og fortalt af en skibsfører fra Angmagssalik (Tasiilaq):

- Stor og rund kravlede fuldmånen op over de lave øer der ude ved Kap Dan, mens nordlysene, rystende af kulde, tager sig en løbetur tværs over den frostklare himmel, og isen piber og klager under det vældige pres derude fra Danmarksstrædet. I den stjernestrøede nat står jeg ved det åbne styrehusvindue, mens tankernes flugt slæber min sjæl til et bad i mindernes hav.