Alkoholrelateret kriminalitet i Grønland: Aaja vil have Justitsministeren på banen
Halvdelen af kriminaliteten som Grønlands Politi må tage sig af menes at være alkoholrelateret. Men det er der ikke nogen officiel opgørelse over. Nu vil Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) have faktuelle oplysninger på bordet fra Justitsministeren.
Folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA) har stillet en række spørgsmål til Justitsminister Peter Hummelgaard. Hun vil gerne have fakta på bordet og efterlyser samtidigt om Justitsministeriet har iværksat arbejde for at bekæmpe alkoholrelateret kriminalitet i Grønland.Foto: Leiff Josefsen
AAJAS SPØRGSMÅL TIL JUSTITSMINISTER PETER HUMMELGAARD
Det fremgår af Politiets årstatistik, at personfarlig kriminalitet udgør godt halvdelen af det samlede kriminalitetsbillede i Grønland, hvilket er et væsentligt problem.
Flere undersøgelser viser desuden, at der er en stærk sammenhæng mellem misbrug af alkohol og kriminalitet. Vil ministeren i den forbindelse:
a) redegøre for sammenhængen mellem alkohol og personfarlig kriminalitet i Grønland?
b) estimere andelen af personfarlig kriminalitet begået i alkoholpåvirket tilstand i Grønland?
c) oplyse, om det er ministerens vurdering, at alkohol er en væsentlig faktor for den høje kriminalitetsrate i Grønland?
d) oplyse, hvilke tiltag der er iværksat for at bekæmpe alkoholrelateret kriminalitet i Grønland?
Justitsministeriets forskningskontor, der forsker i kriminalitet og forebyggelse, er langt fremme med forskning og analyser, når det drejer sig om alkoholrelateret kriminalitet i Danmark.
Annonce
I disse dage er Grønlands nye alkoholpolitik ved at blive tegnet af politikere og fagfolk under et seminar arrangeret af Naalakkersuisut. Aaja Chemnitz (IA) mener, at der er et stort behov for, at der i forlængelse med den kommende alkoholpolitik, også bør være en debat blandt befolkningen.
Skal ikke længere være en tabu
- Der er en kæmpe sammenhæng imellem alkoholforbruget og den kriminalitet vi har i Grønland. Dertil er der en ekstrem høj personfarlig kriminalitet, det vil sige vold, voldtægt, seksuel overgreb på børn, som jeg synes vi skal bekæmpe meget end tilfældet er i dag, og det kræver at vi tør at tage en debat omkring det. Vi må bryde det tabu vi har omkring vores alkoholforbrug, siger Aaja Chemnitz.
Vi må bryde det tabu vi har omkring vores alkoholforbrug
– Aaja Chemnitz
For at debatten kan have forankring i faktiske forhold har Aaja Chemnitz stillet en række spørgsmål til Justitsministeren, som er den øverste overordnede for Grønlands Politi og retsvæsen.
Deri spørger hun til tiltag, der er iværksat for at bekæmpe alkoholrelateret kriminalitet.
- Er det et nødråb til Danmark om at Danmark bør være med til at gøre noget ved vores alkoholvaner her i Grønland?
- Det er mere i virkeligheden et opråb til os selv. Men for at vi kan tage den debat, synes jeg er vigtigt, at vi får tal på bordet, og det kan Justitsministeriet og politiet være med til at sikre, for det er dem der lever med skyggesiden af det grønlandske samfund.
- Efterlyser du klarere faktuelle oplysninger om alkoholrelateret kriminalitet i Grønlands Politis årsrapporter?
- Politiet er jo en instans i retssamfundet, og vi kan være med til at sikre, at de har det bedste rammer for at lave deres arbejde. Jeg har bekæmpet seksuelle overgreb igennem mange år, og været med til at sikre penge igennem folketinget til det. Og den indsats er jo udløbet, og jeg synes stadigvæk at vi skal tage fat i roden i problemet. Og der handler det om, at når der er alkohol, så slår forstanden ud, og der sker kriminalitet som ingen af os ønsker.