Aleqa: Jeg er en stolt partiformand
Siumuts partiformand, Aleqa Hammond, glæder sig over to nye partimedlemmer. - Siumut samler folket, lyder det fra hende
Som Sermitsiaq.AG har skrevet, har to kommunalpolitikere i Qaasuitsup Kommunia meldt sig ind i partiet Siumut. Det drejer sig om kommunalbestyrelsesmedlem Abel Karlsen, som har forladt partiet Kattusseqatigiit Partiiat til fordel for Siumut og viceborgmester i samme kommune, Timooq Mølgaard, der har forladt partiet Atassut til fordel for Siumut.
Med de to skift i løbet af få dage har Siumut dermed opnået flertal i kommunalbestyrelsen i landets største kommune, og partiformand, Aleqa Hammond, byder de to nye partifæller velkommen.
- Jeg er en stolt partiformand. Jeg er stolt over, at de har valgt Siumut som parti, og jeg byder dem velkommen, siger hun til Sermitsiaq.AG.
Læs "Endnu en i armene på Siumut"
Læs "Kommunalpolitiker trækker sig"
Aleaq: Siumut samler folket
Deres skift vil ifølge Aleqa Hammond gavne Siumut.
- Med de to skift har vi opnået flertal i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia, og det vil styrke partiet og have en god indflydelse på Siumuts arbejde og de mål, vi vil opnå.
- Skiftet til Siumut viser også, at partiet er et samlingspunkt for mange. Partiet samler folk. Den politik, vi fører, samler folk, siger partiformanden, der har et bud på, hvorfor mange partihoppere vælger Siumut som parti.
- Jeg tror, at vores råstofpolitik er et samlepunkt for mange, fordi modsat de andre partier har vi gjort klart, at vi arbejder for at indføre royalties for mineselskaberne, siger Aleqa Hammond.
De såkaldte royalties, som Siumut kræver, er en økonomisk ydelse, som mineselskaberne skal betale for at udnytte den grønlandske undergrund og ressourcer.