Aki-Matilda stiller op til Inatsisartut for Naleraq
Efter en weekend med tænkepause har folketingsmedlemmet Aki-Matilda Høegh-Dam besluttet at melde sig ind til partiet Naleraq. Hun stiller også op til Inatsisartut.
Aki-Matilda Høegh-Dam.
Foto: Leiff Josefsen
Aki-Matilda Høegh-Dam er nu officielt medlem af Naleraq, og vil stille op som kandidat til Inatsisartut.
Det melder Naleraq i en kortfattet pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Aki-Matilda Høegh-Dam der er valgt ind i Folketinget for Siumut valgte fredag at melde sig ud af partiet da hun mener, at hun ikke længere kan se sig selv i partiet Siumuts mærkesager.
Formanden for Naleraq, Pele Broberg, har overfor Sermitsiaq oplyst, at alle er velkomne i partiet, så længe de vil arbejde for Naleraqs fem mærkesager som er offentliggjort på deres sociale medier.
Stiller op til Inatsisartut
Når vælgerne skal stemme til Inatsisartut, vil Aki-Matilda Høegh-Dams navn figurere i stemmesedlerne under Naleraqs faner. Naleraq understreger samtidig, at partiet bakker op om Høegh-Dams arbejde i Folketinget:
- Vi bakker fuldstændigt op om hendes arbejde i Folketinget, og ser ingen grund til forandring.