Air Greenland har en løsning på sikkerhedsproblem
Flyrejsende til Iqaluit i Canada samt islandske Keflavik Lufthavn må ud på en omvej for at nå deres destination fra Nuuk, efter at Greenland Airports har fået suspenderet sikkerhedsgodkendelsen i yderligere mindst to uger i den nye lufthavnsterminal.
Jacob Nitter Sørensen ærgrer sig over problemerne med sikkerhedsgodkendelsen af den nye terminalbygning i Nuuk, da det giver meromkostninger og forlænger rejsetiden for passagererne til Canada og Island.
Leiff Josefsen
Administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen, Air Greenland, oplyser til Sermitsiaq, at luftfartsselskabet har fundet en midlertidig løsning, så flyrejsende kan komme til Canada og Island som konsekvens af de problemer som Greenland Airports har med sikkerhedsgodkendelsen i den nye terminalbygning.
- Vi har fundet en midlertidig løsning, hvor vi vil flyve fra Nuuk via Kangerlussuaq eller Kulusuk til Iqaluit og Island, oplyser Jacob Nitter Sørensen og tilføjer:
- På den måde sikrer vi, at alle de rejsende er sikkerhedsgodkendte og dermed kan nå frem som planlagt - dog med forsinkelse.
Meromkostninger
Det ærgrer direktøren, at det har været nødvendigt at forlænge suspenderingen af internationale flyvninger direkte fra Nuuk i mindst yderligere to uger, da det giver meromkostninger i form af længere flyvetid og dermed merforbrug af brændstof og arbejdstid for besætninger og operationspersonale.
Under et kontrolbesøg i den nye terminalbygning fandt Trafikstyrelsen fejl og mangler i sikkerhedsniveauet, hvilket straks udløste en suspendering af de internationale flyvninger. Det var blandt andet ulåste døre og mulighed for uautoriseret adgang til særlige områder, som blev opdaget under kontrolbesøget.
Greenland Airports forklarede mandag, at de påkrævede udbedringer har krævet ekspertise, der er lidt længere tid om at komme frem, så man tidligst i uge 36 kan få et nyt kontrolbesøg og muligvis en godkendelse af det nødvendige sikkerhedsniveau af Trafikstyrelsen.
Indenrigsflyvningerne fra Nuuk er ikke berørt.