Air Greenland dropper Eurobonus

Fra nytår er det slut med at optjene bonuspoint på selskabets flyvninger over atlanten.

Offentliggjort

Fra den 1. januar 2010 vil man ikke længere kunne optjene EuroBonus-point på flyvninger med Air Greenland.

Kunderne har siden Air Greenlands overgang til nye IT-systemer og billetløse rejser i oktober 2007 kun kunnet optjene EuroBonus-point på Air Greenland-flyvninger. Men passagererne har ikke kunnet bruge deres point til at købe rejser hos selskabet.

– Sammen med SAS, der ejer EuroBonus, har vi forsøgt at finde tekniske eller manuelle løsninger på disse udfordringer, men det er ikke lykkedes. Derfor vælger Air Greenland nu at træde ud af ordningen, lyder det i en pressemeddelelse fra Air Greenland onsdag.

Passagerer kan til og med 31. december 2009 stadig optjene EuroBonus-point, og point optjent inden den dato vil fortsat kunne registreres i et halvt år. Til gengæld vil man ikke optjene point på rejser efter 1. januar 2010, uanset om rejsen er bestilt tidligere.

EuroBonus vil kontakte sine kunder direkte med information, oplyser Air Greenland.

Powered by Labrador CMS