Air Greenland: Derfor undgår vi Kangerlussuaq
Air Greenland forklarer, hvorfor Tuukkaq forleden blev sendt retur til København, da dårligt vejr forhindrede en landing i Nuuk. Kangerlussuaq eller Keflavik vil kun benyttes som en absolut sidste mulighed, oplyser flyselskabet.
Tuukkaq landede for første gang i Nuuk den 28. november. I lørdags måtte flyet på vej fra København til Nuuk vende om på grund af dårligt vejr.
Arkivfoto: Leiff Josefsen
Lørdag måtte atlantflyet Tuukkaq, der var på vej fra København til Nuuk, vende om og returnere til Københavns Lufthavn, fordi vejret i Nuuk pludseligt blev så dårligt, at det udfordrede flysikkerheden at gennemføre en landing.
Det var første gang, at atlantflyet ikke kunne foretage en normal flyvning siden åbningen af den nye lufthavn i Nuuk den 28. november.
- Hvorfor benyttede Air Greenland ikke Kangerlussuaq i stedet for at returnere til København, har flere spurgt på de sociale medier, da Sermitsiaq i lørdags bragte nyheden.
Tre forhold
Air Greenland har sendt en detaljeret forklaring til Sermitsiaq og peger på tre forhold:
- Opstår der uvejr før afgang ud af Københavns lufthavn aflyses afgangen. Air Greenland har sikret pladser i fartplanen til at der kan indsættes ekstra flyvninger.
- Opstår der uventet uvejr undervejs par timer efter afgang, returnerer Tuukkaq til København
- Er Tuukkaq landet i Nuuk og der kommer uvejr, ændres afgang til natafgang, eller passagerer ombookes til senere afgang.
- Kangerlussuaq vil kun blive benyttet som alternativ lufthavn, som sidste mulighed, i de tilfælde Tuukkaq ikke kan lande i Nuuk og ikke har brændstof til at returnere til København. I dette tilfælde vil passagerer der ankom med Tuukkaq, og som skal til andre indenrigsdestinationer, blive fløjet med Dash-8. De passagerer som skal med Tuukkaq til København, vil blive fløjet til Kangerlussuaq med Dash-8, når vejret tillader det, oplyser Air Greenlands kommunikationsafdeling.
Flyselskabet understreger, at Kangerlussuaq og Keflavik på Island kun undtagelsesvist vil blive benyttet som alternativ lufthavn og kun som en absolut sidste mulighed.
Følgekonsekvenser
- Grunden til det er, at en landing i Kangerlussuaq eller Keflavik, vil give store følgekonsekvenser for kunden på grund af hviletidsbestemmelser for besætningen. Disse giver ikke mulighed for efterfølgende flyvning, uden hviletid, oplyser Air Greenland og uddyber:
- Det vil betyde, at der ikke kan flyves før dagen efter, og vil dermed skabe gener med mange forsinkelser på de efterfølgende flyvninger.
Air Greenland understreger, at de alternative fartplaner er udarbejdede ud fra et hensyn til kunderne og økonomien.
Kundens rettigheder
- Når der så opstår forsinkelser og aflysninger af afgange, har passagererne rettigheder i henhold til EU-lovgivningen for rejsende ud af EU, mens Air Greenland tager hånd om de rejsende, som er berørt af en aflysning, oplyser Air Greenland, der via dette link mere detaljeret forklarer om regler og lovgivning på området: Min rejse er forsinket