GRØNLAND ER vant
til at være midtpunkt, om det være sig på grund af placering, naturmineraler og
ressourcer, men aldrig har debatten virket så ude af trit med virkeligheden som
nu.
Nu deler amerikanske mænd også penge ud til børn.
AG MENER
Denne artikel er en leder i ugens udgave af avisen AG.
GRØNLAND ER vant
til at være midtpunkt, om det være sig på grund af placering, naturmineraler og
ressourcer, men aldrig har debatten virket så ude af trit med virkeligheden som
nu.
Nu deler amerikanske mænd også penge ud til børn.
Hvilken reaktion havde de forventet fra forældre, der med garanti lærer deres
børn fra de er helt små, at man ikke taler med fremmede, går med dem eller
stiger i deres bil?
DET HELE virker komplet absurd. Hvad er det for et
menneskesyn verden har fået? Det er blevet så råt. Modpolerne er så højlydte og
skaber så meget støj, at den fornuftige midte lider i stilhed, fordi ingen
forklarer ordentligt, hvad alt det her betyder. Alle har ret til en holdning,
bevares, men det bør ikke være på bekostning.
Alle de år, kræfter og ressourcer, der er blevet brugt på
at lære, at det er godt at være anderledes og at vi ikke skal ligne hinanden, men
så snart vi ikke ligner hinanden, så forsvinder logik og fornuft. Under ingen
omstændigheder er mennesker en handelsvare. Vi er selvstændige, tænkende sjæle
med egen fri vilje.
NOGET AF det mest
skræmmende ved Donald Trump, er hans retorik. Statsledere ser ud til at være
kommet til den konklusion, at det bedste modsvar til ham er statsmandsopførsel.
De vil ikke ned på hans niveau. Tværtimod er de mere sukkersøde og mere
professionelle end nogensinde. De prøver simpelthen at tie hans vilde
udtalelser ihjel.
PROBLEMET lader
bare til at være, at det ikke er muligt at tie noget ihjel med Donald Trump.
Han tolker og fortolker alt sin egen fordel. Også stilhed. Han skaber mange følelser, men bedst som man tror,
at han ikke kan føre sin fantasi til virkelighed, så melder amerikanske medier
ud, at det republikanske parti nu forsøger at ændre lovgivningen, så præsidenten
kan købe et land. Nærmere bestemt Grønland. Det virker
ikke ret demokratisk og absolut ikke tillokkende.
UNDER TRUMPS første
valgkamp fokuserede medierne meget på den splid, han skabte i de amerikanske
familier. Med ham blev det umuligt at være uenige og stadig kunne sammen. Denne
her valgkamp har ikke været anderledes, men tænk at han skaber splid i lande,
han ikke er valgt ind i og intet har at gøre med politisk.
I SIDSTE UGES AG
nævnte en borger det amerikanske velfærdssystem, som en årsag til at hun ikke
vil være en del af USA. Alt koster. Heriblandt aborter.
Landslægeembedets
tal for 2023 viser, at der blev foretaget i alt 1034 aborter på 988 kvinder, så
altså 46 af aborterne var flergangsaborter.
Aldersgruppen med
den største andel af aborter, var 20-24-årige. En gruppe, der muligvis ikke
selv vil have råd til abort.
SER VI på uddannelsestallene
fra sidste år, så færdiggjorde lige lidt over 50 procent af den unge befolkning
folkeskolen. Ikke mere. Knap 30 procent gennemførte GU og op mod 15 procent færdiggjorde
en videregående uddannelse. Vi er et samfund, der hungrer efter uddannede
personer. Men den del af befolkningen, der burde tage en uddannelse, klager
over for lidt hjælp fra systemet. Hvad mon der ville ske, hvis elever og
studerende selv skulle til at betale for uddannelse? Gad vide, om det egentlig ville motivere flere…?