Aftale om EU-kontor i Nuuk på plads
EU åbner officielt et kontor i Nuuk på fredag efter knap to års forberedelse.
Fredag den 15. marts vil formanden for EU-kommissionen Ursula von der Leyen underskrive en værtskabsaftale i Nuuk på vegne af EU, mens statsminister Mette Frederiksen og Formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede vil sætte deres underskrifter på aftalen fra henholdsvis dansk og grønlandsk side.
- Kontoret skal bidrage til at styrke det eksisterende sektorsamarbejde om fiskeri og uddannelse og dermed til implementeringen af parterskabet mellem EU på den ene side og Grønland og Danmark på den anden, oplyser udenrigsministeriet.
Fire EU-medarbejdere
Det er også forventningen, at det nye EU-kontor vil bidrage til at styrke samarbejdet mellem EU og Grønland på nye prioritetområder som råstoffer, klima og energi.
Kontoret åbner officielt efter en underskriftsceromoni på fredag, hvorefter EU-Kommissionebn vil fortsætte arbejdet med de praktiske forberedelser for åbningen af kontoret i Nuuk.
Det oplyses, at forventningen er, at EU-kontoret vil bestå af fire udsendte medarbejdere.
Beslutningen om at åbne et kontor i Nuuk blev truffet helt tilbage til maj 2022 og i februar nåede Udenrigsministeriet og Naalakkersuisut til enighed med EU-Kommissionen om aftaleteksten bag kontorets virke.
Retlige grundlag
- Værtsskabsaftalen vil udgøre det retlige grundlag for kontorets tilstedeværelse i Nuuk og sikre EU-Kommissionens ansatte fastlagte privilegier og immuniteter i forbindelse med udøvelsen af deres arbejde, oplyser Udenrigsministeriet i en orientering til Grønlandsudvalget.
Naalakkersuisut har mandag meldt ud, at programmet for besøget ser således ud:
14. marts: Ursula von der Leyen og Mette Frederiksen ankommer til Nuuk
15. marts: Fredag formiddag mødes EU-kommissionens formand med medlemmerne af Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede (formand), Vivian Motzfeldt (Selvstændighed og Udenrigsanliggender), Naaja Nathanielsen (Erhverv, Handel, Råstoffer, Justitsområdet og Ligestilling) samt Kalistat Lund (Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø)
På mødet vil parterne blandt andet drøfte klimaforandringer, vedvarende energi, uddannelse med mere.
10:30 Underskriftceremoni - der underskrives to aftaler. Den første aftale vedrører uddannelse mens den anden aftale vedrører grøn vækst. Når de to aftaler er underskrevet, bliver det nye EU-kontor indviet.
11:15 Officiel åbning af EU-kontoret