Afrika Nu! overgik alle forventninger

Grønland var også med, da der lørdag blev indsamlet over 110 millioner kroner og indsamlingen i Grønland fortsætter, vi er ikke færdige endnu oplyser Kalaallit Røde Korsiat

Kalaallit Røde Korsiat har landsindsamling til Afrika den 15. september på valgdagen. Grafik: Røde Kors
Offentliggjort

Medmenneskelighed var den store overskrift lørdag aften, hvor Danmark, Færøerne og Grønland samlede mere end 110 mio. kr. ind til katastroferamte mennesker i Østafrika ved tv-showet Afrika Nu, skriver Kalaallit Røde Korsiat i en pressemeddelelse.

- Resultatet på kr. 110.013.903 kr. er den største rene katastrofeindsamling, der nogensinde er gennemført i Danmark, og vi er taknemmelige og meget overraskede over det rekordstore resultat, udtaler Kenneth Øhrberg fra Røde Kors og talsmand for de 12 organisationer bag Afrika Nu!.

Udover andelen af de indsamlede penge fra Afrika Nu! har Røde Kors i sin egen indsamling rundet 10 millioner kroner. I alt har Røde Kors allerede sendt 30 millioner kroner af sted til katastrofeindsatsen.

For første gang fik Kalaallit Røde Korsiat lov til at annoncere for landsindsamlingen med kontonummer og opfordring til at støtte økonomisk direkte på skærmen mens udsendelsen kørte.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at opgøre det endelige resultat af indsamlingen, da vi stadig afventer svar fra callcentret i Danmark om donationer fra Grønland. Under udsendelsen blev der dog registreret donationer fra firmaer i Grønland på omkring kr. 100.000.

Den foreløbige opgørelse over indsamlingen viser, at der lige nu her i Grønland er indsamlet 191.851 kr. Tele melder, at SMS indsamlingen lørdag aften indbragte kr. 30.675. Heri er ikke medregnet de beløb, der er kommet ind via telefonindsamling, da de endnu ikke er registreret.

Samtidig er der mange initiativer i gang rundt omkring i Grønland. I KNB, Brugesni og KNI Pilersuisoqs butikker er det f.eks muligt at donere 30 kr. ved kassen, når man betaler for sine varer. Arnanuts store kvindeløb vil ligeledes annoncere for KRKs indsamling på trøjer og løbenumre.

Kalaallit Røde Korsiat afslutter sin landsindsamlingen med en husstandsindsamling d. 15 september, der som bekendt er valgdag . Indsamlingen kommer til at foregå omkring valgstederne, hvor det er muligt at komme i kontakt med mange mennesker. Selve landsindsamlingen løber frem til d. 18. september, hvorefter det det samlede beløb vil blive offentliggjort og overført til Røde Kors nødhjælpsarbejde i Østafrika.

Røde Kors bruger pengene til

·Røde Kors i Danmark har siden første januar 2011 støttet hjælpearbejdet i Østafrika med 30 millioner kroner.

·Vi støtter de mange flygtninge med nødhjælp så som mad, vand og sæbe – og underviser desuden i hygiejne og ernæring samt i at forebygge sygdomme.

·Vi arbejder for at sikre, at befolkningen bedre kan klare en lignende katastrofe i fremtiden, bl.a. ved at bygge brønde og uddele tørkeresistent såsæd.

·Vi uddeler høj-proteintilskud til gravide kvinder, for at forebygge fysiske og psykiske skader hos både mødre og børn.

·Vi uddeler fødevarer i Somalia til flere end en million mennesker i tre måneder. Derudover kører vi et sundhedsprogram for underernærede børn under fem år og gravide og ammende mødre. Programmet hjælper nu 600.000 mennesker gennem 72 mor-barn-klinikker og 14 mobile klinikker.

·Vi vil etablere ti nye hjælpecentre og ti nye mobile hold af hjælpearbejdere, der sikrer mad og sundhedshjælp til befolkningen i Somalia. Vi har i forvejen tre hjælpecentre og 18 hjælpehold.

·Vi udvider et allerede eksisterende sundhedsprojekt i det nordlige Kenya for somaliske flygtninge. Her hjælper vi blandt andet hiv/aids patienter, sikrer rent vand og sanitet samt underviser i hygiejne.

·Vi vil uddele fødevarer til 115.000 tørkeramte mennesker i den sydlige del af Etiopien.

·Vi planlægger at bygge brønde til 50.000 mennesker i Etiopien. Indtil brøndene er færdige om to måneder, vil vi køre vand ud med store lastvogne til befolkningen.

·Vi har i Kenya uddelt 128,3 ton mad til 128 skoler.

·Vi har vaccineret 800 børn i Kenya og behandlet 1.795 for ormesygdomme.


Powered by Labrador CMS