Affaldssortering: Udgangspunktet er én skraldespand

Efter et par ugers ophold i Danmark kan det virke som en lettelse at komme hjem. 

For hvor er livet dog nemmere, når vi ikke behøver at tænke så nøje over, hvilken type affaldsspand en ødelagt tøjklemme for eksempel skal i. What to do? Sådan en klemme består jo både af metal og træ eller plastik…. 

Og hvad med brugte servietter? Er det ”papirspanden” eller er de imprægnerede, så de skal i ”rest-spanden?” For ikke at tale om æggeskaller, som nogle steder regnes for organisk restprodukt og derfor skal i ”mad-spanden,” mens det andre steder skal i rest-spanden. Nærmest daglige hovedbrud under en ferie, i hvert fald for en bekymret og – bilder jeg mig ind – relativ miljøbevidst forbruger som mig selv. 

Derfor er jeg umiddelbart glad for min ene skraldespand her i Nuuk. Omend jeg også mærker et stik af dårlig samvittighed, når jeg fylder den med tomme mælkekartoner, konservesdåser og uendelige mængder af fødevare-plastikemballage. 

Affald, herunder sortering, er et kommunalt ansvar. 

Også i Grønland. 

Så kommunerne bestemmer selv, hvad de ønsker borgerne skal gøre. Og i princippet er der for borgerne – udover en boks til farligt affald som batterier – kun én spand at smide sit affald i, forklarer direktør Frank Rasmussen fra ESANI, Grønlands nationale affaldsselskab ejet af fire ud af fem kommuner (alle undtagen Avannaata Kommunia, red.).

Selskabet blev sat i verden i februar 2019 for at hjælpe kommunerne med at kunne aftage alt brændbart materiale, som bliver skibet til henholdsvis Nuuk og Sisimiut, hvor nye og tidssvarende forbrændingsanlæg i disse år efter planen står klar. 

Derfor vejleder ESANI kommunerne med, hvordan affaldet skal pakkes, så det kan håndteres til forbrændingsanstalten i Nuuk. 

- Vores udgangspunkt er, at Grønland kun har én skraldespand. Det generer os ikke med de mængder af glas og jern, der er i dag. Det kan vores anlæg sagtens klare, siger Frank Rasmussen.

Dog påpeger han samtidig, at det kunne give god mening at frasortere glas og jern, inden det ryger til forbrænding i Nuuk. Og det har kommunerne fået at vide. For glas og jern fylder meget og har som sådan ingen rigtig brændværdi.

- Vi vil anbefale, at borgerne gør det. At de lærer, at en stor vinflaske ikke hører til i en affaldssæk, siger Frank Rasmussen. 

Andet drikkeemballage, for eksempel mælkekartoner, giver mindre mening at sortere i Grønland:

- Mængderne er så små, at jeg ikke kan forestille mig en indsamlingsordning for det alene. Omkostningen vil være for stor. Og mælkekartoner er også fint brændstof, oplyser Frank Rasmussen. 

Dåsepant fjerner jern

Siden 1. januar er der indført nyt pantsystem. 

Mangt og meget er sagt og diskuteret i den forbindelse, men på mindst ét punkt har det haft en god indvirkning, at vi nu kan få penge for vores brugte dåseøl og -sodavand. 

Ifølge Frank Rasmussen betyder det nemlig, at betydelige mængder af jern, blandt andet i kraft af øl- og sodavandsdåser, nu bliver taget ud af affaldet. 

Derudover bliver meget glas og også plastik taget ud af affaldsstrømmen. 

- Allerede det har hjulpet rigtigt meget (på mængder af jern og glas, red.), siger direktøren.

Han tror ikke, borgerne vil være indstillet på at skulle sortere i mange yderligere kategorier, som man ser i for eksempel Danmark:

- Det er jo et spørgsmål, hvad det ender med at koste. Men det bliver meget dyrt at håndtere, fordi mængderne er så små, siger Frank Rasmussen.

Han fortæller, at det også er dyrt fordi stort set alle produkter, bortset fra jern, er såkaldte ”minus-produkter.” Det vil sige, at man skal betale modtageren ude i verden for at skille sig af med produkterne. 

- Der er ikke nogen, der betaler for nogen produkter, udover for jern. Ikke engang plastik. Og dertil kommer fragten, som skal betales. Så det bliver dyrt, siger Frank Rasmussen.

Han er klar over, at mange mennesker finder det godt og vigtigt at sortere sit skrald, men:

- Jeg tror ikke, der er vilje til at skulle betale det dobbelte eller tredobbelte for at komme af med sit affald.

ESANI-direktøren anfører, at der i Kommuneqarfik Sermersooq har været stor fokus på, at erhvervslivet skal sortere, ikke mindst fordi det er herfra, de største affaldsmængder kommer.

Hvad private forbrugere angår, så ser de hos ESANI og affaldsanlægget i Nuuk, at en del borgere kigger forbi med glas og også lidt metal. Især det sidste er fint, for metalskrot sendes til genanvendelse. Det brugte glas bliver knust og bruges som opfyld rundt omkring på affaldsanlægget. 

Container med påhængsmotor

I virkeligheden ser Frank Rasmussen ikke glas og konservesdåser i skraldeposer som det store problem for affaldshåndteringen i hovedstaden.

Som i parentes bemærket producerer omkring 45 procent af den samlede mængde affald i hele Grønland.

Den store udfordring for Nuuk ligger et andet sted, siger han.

- Problemet her i byen er affaldscontainerne, som alle putter sit affald i.

Det sker nemlig indimellem, at en cykel eller sågar en påhængsmotor har forvildet sig ind i de sorte containere. Renovationsarbejderne ser det ikke, når de tømmer containerne, og derfor ryger de store – og miljøskadelige – genstande med stor sandsynlighed ubeset ind i forbrændingsanlægget, fortæller Frank Rasmussen med bekymring:

- Det kan skade vores anlæg helt vildt. Vi ser nogle gange ting, hvor vi tænker: Hvordan søren er det kommet ind, siger han.

Netop i disse uger har direktøren og hans team rig mulighed for at besigtige, hvad der kan komme ud af en container. For mens ESANI forbereder overgangen til at tage det nye anlæg i brug for alvor, tipper renovationsarbejderne deres vognlæs af på pladsen i stedet for at hælde indholdet ned i det store hul, der hører til det gamle forbrændingsanlæg.

- Derfor kan vi jo tage et fint billede af, hvad der kommer. Og så vil man se, at det ikke er alt, der er brændbart, siger Frank Rasmussen.

I denne måned tages det nye forbrændingsanlæg i brug i Nuuk. Til næste år gælder det samme for anlægget i Sisimiut. De nye anlæg skal brænde op mod 53 tons affald i døgnet, omkring 20.000 tons om året, som svarer til Grønlands mængde af affald.

Direktør Frank Rasmussen lægger ikke skjul på, at han personligt ser meget frem til at kunne realisere projektet, som han har siddet i spidsen for siden 2018. 

- Det har været en lang og sej proces, men dejligt at kunne give noget tilbage til byen og landet, siger han, der kom til Nuuk som syvårig med sine forældre.

Tirsdag i denne uge skal han vise anlægget frem for borgmestrene fra de fire medejende kommuner, ligesom du, kære læser, på disse sider kan få et indtryk af, hvordan et affaldsanlæg anno 2024 ser ud.