Ærø Efterskole vil øge trivslen for grønlandske elever
Efterskolen på Ærø i det sydfynske øhav har besluttet at skabe tryggere rammer for grønlandske efterskoleelever, som den håber, at skolen vil få flere af i det nye skoleår.
Rapellering fra fyrtårnet på Ærø indgår i linjefaget Adventure & Outdoor, der blandt andet også indeholder havkajak, træklatring, fisketure og mountainbike
Foto: Ærø Efterskole
- Vi har besluttet at tage det ansvar på os, der sikrer, at vi skaber trygge rammer for nordatlantiske elever. Det er vigtigt, at eleverne trives hos os, oplyser den fungerende forstander Lasse Bøgeskov Andersson til Sermitsiaq.
Således bliver der ansat en lærer fra Galtrup Efterskole, som i adskillige år har en betydelig erfaring med grønlandske elever, og læreren vil agere som kontaktperson for eleverne, der samles til de boglige fag: dansk, engelsk og matematik, som for de grønlandske elever vil være eksamensfri.
I år har efterskolen tre elever fra Grønland og samlet set 56 elever. Ambitionen er at nå op på 60 til 70 i alt, hvoraf omkring 10 elever er fra Grønland eller Færøerne.
Skolens profil breder sig over linjefag, der tilgodeser elever som gerne vil udfordres med fysiske aktiviteter ligesom de kreative og håndværksmæssige emner kan tilvælges. Linjefagene ser således ud:
- Sportens verden
- Adventure & Outdoor
- Journalistik & foto
- Klima & Kultur
- Kunst
- Gastronomi
- Bæredygtigt håndværk
Eleverne vil ikke alene skulle være på Ærø. Således arrangeres der en rejse til Japan, hvor det er planen, at eleverne skal opleve den helt særlige kultur, "smage deres særlige gastronomi og komme tæt på landets fascinerende historie”, som det beskrives på efterskolens hjemmeside.