Sejt
Ægtepar krydser Atlanten med egen båd
Dorthe og Jens Kjeldsen fra Nuuk brugte 20 dage på at sejle over Atlanten med deres 40 fods store båd
Ægteparret Dorthe og Jens Kjeldsen nyder nu sommer i deres sommerhus i Agger-Thy. De har selv sejlet over Atlanten med deres båd ’Kigdlût’, hvor de har sejlet det meste af vejen med sejl uden motor.
Dorthe og Jens Kjeldsen tog afsked med venner og familie i Nuuk Havn den 28. maj, hvor de sejlede med kurs mod Qaqortoq. De sejlede igen fra Qaqortoq den 31. maj og sejlede uafbrudt til Danmark med deres 40 fods store båd ’Kigdlût’. Det tog 17 dage.
Værste storm
- Vi var meget heldige med vejret. Det blev så vindstille i nærheden af Skotland, at vi måtte bruge motorkraft. Vi er også meget overraskede over, at den værste søgang var ud for Vesterhavet, fortæller Dorthe Kjeldsen fra deres sommerhus i Agger-Thy til Sermitsiaq.AG.
De var alene under hele turen fra Nuuk til Agger-Thy og havde taget masser af proviant med.
- Vi havde mad nok til en hel lejrskole. Vi tog mad med til fem uger, hvor vi blandt andet har masser at tørret ammassat for at være forberedt på, at vi kunne komme ud for uvejr undervejs. Vi sejlede som nævnt det meste af turen med sejl uden motor og har brugt omkring 500 liter på de 20 dage, vi var til havs, fortæller Jens Kjeldsen.
Det er ikke første gang, ægteparret sejlet over Atlanten. Dorthe og Jens Kjeldsen har sejlet med deres gamle båd ’Sila’ over Atlanten for et par år siden og har nu den 40 fods store ’Kigdlût’.
- Vi fik bekræftet, at man kan spare masser af brændstof og tid, hvis man rammer strøm og tidspunkt fra Skotland mod Danmark. Vi sejler normalt med cirka 5 knob. Men vi kunne se, at vi sejlede med cirka 15 knob på et tidspunkt, fortæller Jens Kjeldsen.
Nu tilbringer parret fra Nuuk sommeren i Agger-Thy, og Jens Kjeldsen har planlagt hjemturen til starten af august. Dorthe Kjeldsen tager flyveren hjem, mens Jens Kjeldsen sejler tilbage med Henning Sloth Pedersen som passagerer.
- Han er min gamle gymnastiklærer, og jeg har kendt ham i mange år. Nu har vi aftalt at sejle sammen over Atlanten. Det kan være, vi gør ophold på Færøerne og Island. Nu får vi at se, siger Jens Kjeldsen.
Se to billeder under denne tekst