Åbning af rute fejres: Air Greenland flyver igen til Iqaluit 

Genåbning af ruten mellem Nuuk og Iqaluit i Canada fejres med kulturelle arrangementer i både Nuuks nye lufthavnsterminal og i terminalen i Iqaluit. Air Greenland vil nu beflyve ruten en gang ugentligt frem til 23. oktober 2024.

Ruten til Iqaluit indvies.
Arrangement i forbindelse med åbning af ruten til Iqaluit, Nunavut.
Naalakkersuisoq Erik Jensen holder tale i forbindelse med åbningen.
Offentliggjort

Air Greenland åbner op for ruten mellem Nuuk, Grønland og Iqaluit, Canada i dag onsdag den 26. juni. Ruten har eksisteret tidligere, men har ikke været på programmet i godt 10 år.

Åbningen fejres med en festlighed i den nye lufthavnsterminal i Nuuk med taler af formand for Air Greenlands bestyrelse, Malik Hegelund Olsen, og en tale fra naalakkersuisoq for skatter og finanser, Erik Jensen (S).

- Naalakkersuisut er glade for, at der nu er en rute til Nunavut. Det har været et politisk ønske, som nu er blevet til en virkelighed. Som vi ved, har vi flere ting til fælles med vores frænder mod vest, deriblandt i kulturen, sporten, værdier, jagtmetoder og levemåde. Vi kan helt sikkert også få gavn af ruten i handelen landene imellem, siger Erik Jensen i sin tale.

Air Greenland byder på kaffe og kage, mens der holdes kulturelle arrangementer i Nuuk før afgang til Iqaluit klokken 14.55.

Tættere forhold imellem landene

Åbningen af ruten Nuuk - Iqaluit kommer i forlængelse af den samarbejdsaftale, der blev indgået i 2022 mellem Nunavut og Grønland. I den udtrykker parterne, at de gerne vil øge samarbejdet omkring kultur, uddannelse, fiskeri og grøn energi og sidst men ikke mindst, at bane vej for bedre mobilitet.

Planen for Air Greenland er, at ruten holdes åben frem til den 23. oktober 2024.

Air Greenlands Marketingsafdeling oplyser til Sermitsiaq, at der er stor interesse for ruten primært fra canadisk side. Air Greenland oplyser samtidig, at der allerede er planer om at åbne ruten igen i april til næste år.

Ved landing i Iqaluit vil der også være arrangementer. Her er det Canadian North, der holder et arrangement i terminalen, hvor der vil være grillfest og kulturelle indslag som musik og underh0ldning.

Også her vil et medlem af Naalakkersuisut og et medlem af Naalakkersuisut fra Nunavut holde deres taler. Iqaluits borgmester, et repræsentant fra Air Greenland og Canadian North skal også holde en tale for de fremmødte. 

Air Greenlands Dash 8 vil vende snuden hjem mod Nuuk klokken 16.00 lokal tid fra Iqaluit, hvor ankomst til Nuuk vil være lidt over klokken 20.00.

Vækker glæde i ICC

I Inuit-organisationen ICC vækker åbningen af ruten stor glæde hos forkvinde Sara Olsvig.

Hun udtaler, at begge lande på hver deres side af Davisstrædet kommer tættere på hinanden:

 - Gennem mange år, lige siden ICC blev etableret i 1977, har ICC opfordret til øget mobilitet og forbindelse på tværs af Inuit Nunaat. Det glæder os meget, at flyruten mellem Nuuk og Iqaluit genåbnes. 

- Vi ved, at der er tætte personlige og familiære relationer mellem landene, der kan være svære at opretholde med den hidtidige infrastruktur, lyder det fra Sara Olsvig i en pressemeddelelse. 

Hos ICC håber man, at flyforbindelsen, udover at styrke den mellemmenneskelige tilknytning, kan bane vej for yderligere samarbejde kulturelt, socialt, uddannelsesmæssigt, økonomisk og erhvervsmæssigt. 

- ICC håber at genåbningen af ruten vil skabe grobund for bæredygtige og vedblivende flyforbindelser, som vil skabe øget forbundethed på tværs af Inuit Nunaat, siger Sara Olsvig. 

Powered by Labrador CMS