75 år i dag: Elisa Olsen var fødselshjælper for hjemmestyret

- Der var ingen til at fortælle os, hvilken retning vi skulle gå, fortæller Moses Olsens enke.

Offentliggjort

Hun var med, da tankerne bag Grønlands Hjemmestyre blev tænkt, hun fulgte det på tæt hold, da det blev til virkelighed og hun var med, da hjemmestyrets fædre tog de første tag med pagajen ud i ukendt farvand.

I dag fylder Elisa Olsen 75 år. Den dag i dag er hun aktiv kunstner, foruden at hun er mor, mormor oldemor og kone til Moses Olsen, også kaldt Aqqalunnguaq.

- Moses og jeg kæmpede med blod, sved og tårer for at vores elskede Grønland kunne få en lys fremtid, vi var mange som ønskede det inderligt. Vi tog det hårde arbejde, det kan være at tage det første skridt, med glæde. Vi var unge og havde masser af gå på mod, fortæller hun til Sermitsiaq.AG.

Elisa Olsen er født i bygden Assaqutaq ved Sisimiut og opvokset i Sisimiut.

2. juli 1966 blev hun viet til Moses Olsen. Brylluppet kunne måske have foregået tidligere, men parret ønskede, at en helt bestemt præst skulle forestå vielsen, og denne præst skulle lige blive færdig med sin præsteuddannelse. Præstens navn: Jonathan Motzfeldt, familiens livslange ven og kampfælle. Sammen med andre begav de sig ud på en vej, som ingen havde gået før.

- Dengang var der ingen andre end os selv til at motivere os, og fortælle os, hvilken retning vi skulle gå. Vi var mange der stod sammen og opnåede, hvad vi har i dag, fortæller Elisa Olsen

Elisa og Moses blev ledsagere igennem livet i ordets bogstavelige forstand - i gode tide, men ikke mindst også i hårde tider.

- Hårde tider stoppede os aldrig, vi kiggede altid fremad.

De der står hende nærmest, beskriver Elisa Olsen som en smuk, stærk og kærlig kvinde.

- Jeg har så mange at sende en tak til, venner, bekendte og familiemedlemmer, ikke mindst de mennesker, som støttede os, da vi mistede to af vore kære børn, som alt for tidligt afgik ved døden.

Powered by Labrador CMS