6-årig pige døde efter operation – Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiserer sundhedspersonale for fejl
En tragisk sag om en 6-årig piges død efter en operation har ført til kritik af to sundhedspersonale på Dronning Ingrids Hospital. Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har afgjort sagen, hvor en sygeplejerske og en reservelæge fra Medicinsk Afdeling M2 i modtager kritik for deres journalføring. Sygeplejersken modtager også kritik for behandlingen.
Foto: Emil Helms
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kritiserer to sundhedspersonale på Dronning Ingrids Hospital efter en 6-årig piges tragiske død efter en operation i juni 2023.
Da Frederik Olsens 6-årig datter, Manumina, havde ondt, kastede blod på og var svimmel efter at havde fået fjernet mandler, kontaktede han Dronning Ingrids Hospital den 31. maj 2023.
Faren oplevede dog at blive afvist af sundhedsvæsenet, da han ringede ind og oplyste om blodigt opkast, svimmelhed og sår i tungen.
Faren blev frustreret og blev vred.
Pigen døde få dage efter.
- Mor, jeg skal kaste op.
Det er de sidste ord fra Manumina Olsen på seks år, før hun døde natten til lørdag den 3. juni 2023 af hjertestop.
Sygeplejerske noterede ikke symptomer
Det fremgår af Disciplinærnævnets afgørelse om behandlingsforløbet, at sygeplejersken ikke noterede farens telefonhenvendelse 31. maj om pigens symptomer, blandt andet om mulig blodig opkast.
Derfor fik en læge et indtryk af, at der ikke havde været opkast. Under en senere samtale mellem faren og lægen kom oplysningen ifølge lægen heller ikke frem.
Ifølge afgørelsen fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn journalførte sygeplejersken ikke henvendelsen om symptomer, hvilket sygeplejersken får kritik for:
- Vi vurderer, at der er grundlag for at kritisere sygeplejersken for den manglende journalføring den 31. maj 2023, skriver Sundhedsvæsenets Disciplinærnævnet i afgørelsen.
Sygeplejersken modtager derfor kritik for at have handlet "under normen for almindelig anerkendt faglig standard."
Sygeplejersken får desuden også kritik for behandlingen. Disciplinærnævnet lægger blandt andet vægt på, at sygeplejersken i forbindelse med henvendelsen kunne have arrangeret, at Manumina Alma Olsen blev tilset fysisk på Dronning Ingrids Hospital:
- Det skyldes, at Manumina Alma Olsen havde haft blodige opkastninger efter operationen, og at det altid er svært at vurdere omfanget af en blodig opkastning, skriver nævnet blandt andet i afgørelsen.
Reservelæge noterede egne følelser i patientjournalen
En læge får også kritik for sin journalføring i sagen. Det skyldes, at personlige følelser og meninger fra sundhedspersonalet ikke bør stå i patientens journal. Men en reservelæge valgte at skrive sine egne følelser i Manuninas journal:
- "Jeg bliver chokeret over at finde ud af, at denne mand åbenbart er kollega. Jeg finder ud af, at vi bor i samme opgang, hvilket gør mig yderligere utryg," skrev reservelægen blandt andet.
Det fremgår af sagens akter, at kontakten mellem sundhedsvæsenet og familien var meget konfliktfyldt under behandlingsforløbet.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn skriver i afgørelsen, at det ikke var relevant, at reservelægen noterede sine egne følelser i pigens journal og ikke var relevante for behandlingen af pigen eller det fremtidige samarbejde med de pårørende.
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn vurderer derfor, at der er grundlag for at kritisere reservelægen for den øvrige del af journalføringen.
- Det skyldes, at disse oplysninger ikke er relevante eller nødvendige for patientens behandlingsforløb eller det fremtidige samarbejde mellem sundhedspersoner og patienten/de pårørende.
Videre i afgørelsen lyder det:
- Reservelægen har derfor handlet under normen for almindelig anerkendt faglig standard ved sin journalføring af behandlingen af Manumina Alma Olsen den 2. juni 2023 på Medicinsk Afdeling M2, Dronning Ingrids Hospital.
Pigens forældre har også anmeldt sagen til politiet. Politiet har konkluderet, at der ikke er grundlag for at føre en straffesag mod det implicerede sundhedspersonale.