37 nye dimittender fra Niuernermik Ilinniarfik
37 nye dimittender fra Niuernermik Ilinniarfik
Niuernermik Ilinniarfik, Nuuk, dimitterede i onsdags 37 glade studerende fra 3 hold fra NI1-uddannelsen. Festlighederne foregik i Katuaqs Lille Sal, der var proppet til bristepunktet, hvor omkring 120 var mødt frem for at overvære dimissionen.
Traditionen tro blev der uddelt præmier i tre kategorier: Den første kategori var den bedste studiekammerat, hvor Niels Christian Mathæussen fra NI1.2 blev kåret. Han modtog en check på 1.500 kr. under høje klapsalver.
Den næste pris var for 100 % fremmøde, hvor følgende 3 studerende blev kåret: Iluuna Olsen fra NI1.1, Lene Christoffersen fra NI1.2, Torunn Sandberg Joensen fra NI1.3. De blev alle hædret med 1.500 kr. fra Grønlands Erhverv.
Den sidste pris gik til den studerende med det højeste gennemsnit: Vinderen blev Tukummeq Olsen fra NI1.2. med et gennemsnit på 12 i alle 6 eksamener. Hun modtog en kæmpe gavecheck på i alt 1.500 kr.
NI1-uddannelsen er en 1-årig enkeltfagsuddannelse, hvor de studerende studerer en lang række merkantile fag som fx virksomhedsøkonomi, afsætning og international økonomi.
- En del af de studerende vælger typisk NI1-uddannelsen for at supplere deres GUX med merkantile fag. De ønsker i mange tilfælde at blive mere afklarede med deres videre valg af uddannelse eller jobmuligheder, som en erhvervsfaglig uddannelse åbner for på grønlandske arbejdsmarked, udtaler koordinator for NI1- uddannelsen, Maria Helldén.
Det er 16. år i træk, at Niuernermik Ilinniarfik, Nuuk udklækker studerende fra NI1-uddannelsen.