25-årig fra Atammik dømt for drabsforsøg: Offer blev lagt i kunstig koma
En mand var i livsfare i Atammik efter at have været udsat for grov vold. Retssagen om det brutale overfald i bygden er nu afsluttet, og dommen er faldet. Den 25-årige tiltalte er blevet dømt for drabsforsøg og idømmes fire års anbringelse i en anstalt. Han skal også betale 10.000 kroner i tortgodtgørelse til offeret.
Foto: Tôrtia Reimer-Johansen
En mand var vidne til overfaldet, da en ung mand på 25 år begyndte at slå, trampe og sparke en mand inde i et hus i Atammik.
- Jeg fik nærmest blackout, fordi jeg var så chokeret over det jeg så, fortæller vidnet i retten mandag den 2. december.
Episoden skete under et drikkelag i et lille hus i Atammik, hvor folk kom og gik. Blandt dem var en mand på 25 år.
Den 25 årig mand begyndte pludselig at slå en mand i huset.
- Jeg tænkte, at han nok slår ham ihjel.
Vidnet kunne ikke gøre noget, da han var så forskrækket. Voldsmanden gik ud efter at have slået manden bevidstløs. Derefter gik vidnet ud for at hente hjælp.
Kunne ikke se, hvem der lå på gulvet
Mens vidnet hentede hjælp, kom ejeren af huset hjem og fandt en mand liggende på gulvet i en blodpøl. Ejeren beskrev i retten, hvordan han var forfærdet over synet.
- Jeg vidste ikke, om han var død eller levende. Jeg kunne ikke se, hvem det var, forklarede han, da offerets ansigt var så forslået, at han ikke var til at genkende.
I et samfund med blot 200 indbyggere, hvor alle normalt kender hinanden, var hændelsen chokerende. Brandmanden, der blev tilkaldt, kunne heller ikke genkende manden på gulvet – det viste sig senere at være hans egen nevø.
14 læsioner i ansigtet
Ifølge retsmedicinsk beskrivelse havde offeret 14 læsioner i ansigtet, brækkede kæbe på begge sider, hjerneødem og skader i lungerne. Han blev først evakueret til Nuuk efter seks timers ventetid.
Sygeplejepersonalet i bygden kunne kun give offeret morfin, mens de ventede på hjælp.
- Der er ikke meget, vi kan gøre i Atammik ved så alvorlige skader, sagde en ansat i sygeplejestationen i Atammik under retssagen.
Ville ikke overleve uden lægehjælp
Offeret blev bragt til Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, hvor han lå i kunstig koma og respirator i flere dage. Han lider i dag af svimmelhed og korttidshukommelsestab.
- Han ville ikke overleve uden lægehjælp, står det i retsmedicinsk udtalelse.
Anklagemyndigheden, der krævede fire års anbringelse og en erstatning på 10.000 kroner
- Det er held, at vi ikke står med en drabssag i dag, lød det fra anklagemyndigheden under proceduren.
Tiltalte græd flere gange under retssagen. Han fortæller, at han fortryder det, han gjorde.
- Det var ikke min hensigt at dræbe. Jeg ville aldrig tage livet af mine medmennesker, sagde han til sidst.
Dommen
Den 25-årige mand er nu dømt for drabsforsøg og vil blive anbragt i anstalt i 4 år og skal betale 10.000 kroner for tortgodtgørelse.
Han og hans forsvar beder om 14 dages betænkningstid i forhold til, om de vil modtage dommen, eller om de vil anke dommen til Grønlands Landsret.