2025-valgets store vinder: Hopper ud i tingene

Der er ikke mange dage til, så fylder Demokraternes nye formand, Jens-Frederik Nielsen, 29 år.

Han sidder på sit nye kontor på anden sal i Nuuk Center-bygningen, hvor han få dage før interviewet med AG er blevet naalakkersuisoq for erhverv og mineralske råstoffer og bare dagen inden interviewet, er han blevet valgt som formand for Demokraterne på landsmødet i sidste uge.

- Jeg har tænkt over det i noget tid og mine overvejelser har mest ligget i, om jeg er klar til det. Jeg har hele tiden vidst, at min tid nok skulle komme, siger han.

- Jeg talte med min familie, og jeg har nogle rigtig gode venner tæt på mig, som jeg sparrer med. Jeg har en lang række personer, som jeg er tryg ved at tale politik med. Dem bruger jeg, så ofte, jeg kan, siger han.

Internt i partiet, var det heller ikke ukendt viden, at han ville stille op. Og han vidste at han havde noget opbakning, men han vidste ikke, om der ville stille andre op i 11. time.

- Det vigtigste for mig, er at partiet fører en politik, som jeg kan identificere mig med og følge den linje, som vi tidligere har lagt, som jeg er fuldstændig enig i. Det bliver svært, det ved jeg godt. Hvis man vil være et parti med indflydelse, så bliver man nødt til at finde sine kompromisser, siger han.

Jens-Frederik er godt klar over, at partiet har befundet sig i modvind det sidste stykke tid, men han er opmærksom på problemstillingerne. Han har arbejdet for Demokraterne siden 2014, hvor Nivi Olsen hentede ham ind som ministersekretær, efter at han havde gjort opmærksom på sig selv på de sociale medier. Og den seneste tids debat om partiet, mener han ikke har været fair.

- Det er rigtig nok, at vi principielt er gået imod vores politik, men jeg synes ikke, at medierne har fokuseret på det samlede billede. For eksempel med hensyn til afgiftspakkerne. Vi har indført nogle afgifter på nogle fødevarer, men hvis man ser det samlede billede og ser det samlede skattetryk, så har vi faktisk sikret, at menigmand får flere penge mellem hænderne. Og alt afhængig af deres forbrugsmønster, så kan det være, at mange af de penge kommer tilbage i afgifter. Jeg synes, der er en masse nuancer i de ting, der er sket, som ikke er blevet belyst, siger han og anerkender, at han står foran en stor opgave.

Lys, stædig dreng 

Jens-Frederik Nielsen er født og opvokset i Nuuk. Nærmere bestemt er Nigerleq i Nuussuaq hans hood. Men han gik ikke på Nuussuaq-skolen, som man skulle tro. De første syv år, gik han på USK.

- Min tid i USK var hård. Jeg var jo en lys dreng, jeg vil ikke tage noget fra de lærere, jeg har haft og skoleinspektøren, der var helt vildt gode, men det var ikke altid helt nemt som lys dreng, siger han og vil egentlig ikke mere ind på det.

Men det stoppede ham ikke. Allerede i fjerde klasse, stillede han op til skolebestyrelsen og blev næstformand.

Efter syv år i USK, kom han til Nuussuaq skolen, hvor han trivedes rigtig godt. Han afsluttede folkeskolen i tiende klasse og tog videre på en slags efterskole i Danmark, der udelukkende fokuserede på badminton. Danish Badminton College, hvor han gik sammen med 36 andre elever.

- Det var som en efterskole, den eneste forskel, der var, var at vi selv skulle sørge for morgen- og aftensmad. Så jeg lærte tidligt, at klare mig selv, fortæller han.

Efter det år, tog han GU i Nuuk og efterfølgende tog han et suppleringsår i Danmark, hvor han samtidig spillede badminton.

- Jeg skulle supplere noget samfundsfag, for at komme ind på jura, som jeg havde tænkt mig.

Men da han så kom ind på studiet, fandt han meget hurtig ud af, at det ikke var for ham alligevel. Han havde hjemve. Han havde også lige mødt sit livs kærlighed, Anika, kort før han rejste.

Han har haft flere forskellige karrieremæssige drømme. Som lille ville han være dyrlæge, senere ville han være bolsjekoger, efter at have set et program i tv om det. Og lidt i samme boldgade, så ville han senere være glaspuster.

- Så kom jeg på gymnasiet og ville være pilot, men jeg har altid været realistisk anlagt, vil jeg mene, og jeg kunne se, at der var enormt mange, der søgte ind på pilotuddannelsen og vi manglede ikke så mange piloter på daværende tidspunkt, så det kom jeg fra, fortæller han.

Efter han kom hjem fra jura, tog han et år som lagermand i Arctic Import, hvor han havde ro til at tænke over sin fremtid. Og valget faldt på samfundsvidenskab på Ilisimatusarfik.

- Det er lidt en blanding af statskundskab, lidt jura og økonomi. En bred vifte af ting, som jeg mente ville interessere mig. Så kom valget i 2014, hvor jeg var enormt aktiv på de sociale medier. Gav den virkelig gas, og det blev bemærket af Demokraterne, siger Jens-Frederik, der godt vidste, hvor han stod rent politisk, og var ikke i tvivl, da Demokraterne rakte ud efter ham.

Men et job som ministersekretær og en uddannelse på samme tid, blev for hårdt.

- Jeg valgte at gå 100 procent ind i min sekretæropgave og politik, fordi det var det, der interesserede mig med den devise om, at min uddannelse ikke stikker af, siger han.

Uddannelsen har han endnu ikke fået i hus, men han har alle intentioner om at få en hue på, når han finder tiden, siger han.

Valget

Det lyse udseende, har Jens-Frederik fra sin far, Jens-Ole Nielsen, der oprindeligt er fra Danmark, men kom hertil som lille dreng. Hans mor, Ruth Kristensen er fra Ilulissat, men har boet mange år i Nuuk. Modet til at gøre ting, kommer til dels fra dem.

- De har været rigtig gode til at støtte mig. Også i min sport. Jeg har aldrig været bange for at gå forrest og tage ansvar. Men mine forældre har utrætteligt kørt mig frem og tilbage til hallen, så de har været en kæmpe støtte. Det tror jeg også har været med til at udvikle mit gåpåmod, siger han.

Jens-Frederik er den yngste ud af en søskendeflok på fire. Han har tre storesøstre. Ina og Bente, der er en del ældre end ham og hans yngste storesøster, den fire år ældre Kristine. Så han var den irriterende lillebror. Han siger selv, at han var en krudtugle.

- Det krudt skulle brændes af. Hvis jeg ikke gjorde det, var jeg meget irriterende, siger han.

Det var det samme krudt, der fik ham ind i sportsverdenen. Der er nok mange, der kender ham fra badmintonverdenen, men han spillede ellers også håndbold og fodbold i begyndelsen.

Der kom dog et tidspunkt, hvor Jens-Frederik Nielsen måtte vælge, hvilken af de tre sportsgrene, han ville satse på.

- Jeg vidste, at jeg ville noget med sporten. Det stod mellem håndbold og badminton og der faldt valget på badminton, fordi jeg bedst kunne lide det, siger han.

Og selvom det er gået supergodt for ham med badminton på højt plan, så er der en tanke, han ikke helt kan slippe.

- Nogle gange tænker jeg på, hvordan det ville være endt, hvis jeg havde valgt håndbold. Det gik faktisk rigtig godt i håndbold også, siger han.

Han kan selvsagt ikke fortsætte med badminton på samme måde, som han plejer.

- Jeg vil så vidt muligt træne, men den her elitesatsning, jeg har lavet, den er der jo selvfølgelig mindre plads til nu, det er klart.

I sin nye position, har han dog god gavn af sin viden fra sport. Han ved nemlig, at han skal passe på sig selv. Hans familie, der udover forældre og søskende, består af kæresten gennem otte år, Anika Brandt Sørensen og datteren, Aya Nora på et år og bonusdatteren, Alaya på ni år, er glade og stolte af ham, men de kan også være bekymret for ham. Der følger en masse med ved at være en offentlig person. Ikke altid lige gode ting. Blandt andet stress. Familien støtter ham, men med støtten følger også bekymringen.

- Det er et lidt andet pres, end at være sportsmand, men først og fremmest, tror jeg, det er enormt vigtigt at have struktur i alle de ting, jeg laver. Have et godt team rundt om mig. Som jeg har. Heldigvis. Og så bare huske, at få arbejdet puttet lidt væk engang i mellem. Det er jeg sindssygt dårlig til. At lægge arbejdet fra mig, når jeg har fri. Selvom man siger, at en minister aldrig har fri, vil jeg bestræbe mig på, at cleare min hjerne, siger Jens-Frederik, der ikke overraskende bruger sporten til netop det.

Hjerne på overarbejde

Anika er vant til at Jens-Frederik ikke er hjemme. Og når han er hjemme, så arbejder hans hjerne egentlig stadig.

- Jeg har altid arbejdet rigtig meget, og ved siden af mit arbejde, så har jeg jo haft min sport. Jeg har dyrket min sport hver eneste dag og rejst meget, været til utallige turneringer, så Anika er vant til, at jeg er meget væk, siger han.

Når han så er hjemme, så er det også familien, der er i højsædet. Så skal der bruges kvalitetstid.

- Vi kan rigtig godt lide at sejle. Min svigerfamilie har båd og hytte i Qooqqut og i rensdyrsæsonen har de teltlejr inde i fjorden og der opholder vi os al den tid, vi overhovedet kan, siger han.

Det betyder også, at han ikke har købt kød i umindelige tider i butikkerne.

Vi slutter af med, at høre, hvilke tre ønsker Jens-Frederik ville bede om at få opfyldt, hvis en lampeånd skulle åbenbare sig for ham.

- Det bliver helt politisk, men hvis jeg kunne få tre ønsker opfyldt, så ville det være, at få et selvbærende og stærkt samfund, med alt hvad det indebærer. Det er lige fra daginstitutioner, der fungerer optimalt. At vi har et uddannelsesniveau, der er højt nok. At samfundet er stærkt og kan fylde arbejdsmarkedet selv. Det er det største ønske. Det næste ønske, er at vi kommer omsorgssvigt af børn til livs. Både seksuelle krænkelser, blufærdighedskrænkelser til alkohol i hjemmene. Det ønsker jeg, at vi som samfund kommer det til livs. Og sidst ønsker jeg bare at få et langt og godt liv med et godt helbred. Både for mig selv, men i særdeleshed også for min familie.