2024 bød på en stor forandring i Qeqqata Kommunia
2024 har været fyldt med udfordringer og begivenheder for Qeqqata Kommunias borgmester, Malik Berthelsen (S). Med politiske beslutninger og et kongeligt besøg, der bragte borgere tættere sammen, kigger borgmesteren over året, der gik, der også bød på en stor ændring i Kangerlussuaq.
Foto: Leiff Josefsen
Borgmester Malik Berthelsen sidder på sit kontor i Qeqqata Kommunia. Han kigger ud af vinduet, som er ved siden af ham og tænker på året, der er ved at være gået.
Borgmesteren, sammen med kommunalbestyrelsesmedlemmerne, har haft et travlt år med både vigtige politiske beslutninger, kongeligt besøg og andre ting, der skal sikre en bedre fremtid for Qeqqata Kommunia. Her ser han tilbage på årets højdepunkter og udfordringer.
Den 26. november landede Air Greenland atlantfly Tuukkaq for sidste gang i Kangerlussuaq. I forbindelse med at Kangerlussuaq ikke længere er indgangsporten til Grønland, har op mod 40 husstande fået deres ting pakket og flyttet til Nuuk eller Ilulissat. Selvom indbyggere i Kangerlussuaq er blevet færre, er borgmester dog optimistisk:
- Vi lægger stor vægt på, at vores kommune skal bidrage til udviklingen. Derfor har vi været meget glade for, at Kangerlussuaq fortsat skal beflyves udefra i fremtiden. For der er rigtig mange mennesker i Kangerlussuaq, som arbejder i forbindelse med lufthavnen, og det ville være meget slemt for os, hvis vi mistede dem alle.
Borgmester ser to lyspunkter, der vil udvikle kommunen:
- Kangerlussuaq skal fortsat beflyves udefra i fremtiden, og at der er besluttet at bygge en ny Jern- og Metalskole i Sisimiut. Så de to ting har givet os en bedre fremtidsudsigt.
Kongeligt besøg skabte minder for livet
Et højdepunkt i 2024 var det kongelige besøg i Sisimiut – Kong Frederiks første besøg som konge. Malik Berthelsen beskriver det som en stor oplevelse for borgerne.
- Jeg synes, at det var en god og mindeværdig oplevelse for borgerne i Sisimiut, da Kong Frederik besøgte Sisimiut for første gang som konge.
- Og jeg er personligt glad for, at vi kunne være sammen med de mange frivillige på Taseralik sammen med Kongehuset og ikke mindst for, at Kongehuset havde inviteret de plejeforældre, der passer børnene til at tage en særlig tur med Kongeskibet for at ære dem. De er eksempler og helte for hele samfundet, siger Malik Berthelsen.
Renovering af Atuarfik Kilaaseeraq
Hvilke politiske resultater er du stolt af i år?
- At sikre en fuldstændig renovering af den længe ventede Atuarfik Kilaaseeraq i Maniitsoq er en stor og glædelig bedrift for os og for Maniitsoqs indbyggere.
- Det tager tid at nå vores mål, og der er naturligvis altid plads til forbedringer i vores service til befolkningen.
Hvad er dit håb for det nye år med hensyn til valget?
- Jeg håber, at det gode samarbejde i kommunalbestyrelsen på tværs af partiskel vil fortsætte, for jeg mener, at det er det sikreste og bedste for både borgerne og kommunen.
Genopstiller du til kommunalvalget?
- Jeg vil ikke siget noget om beslutningen nu, siger og slutter borgmester Malik Berthelsen grinende.