Samarbejdspartiet: Vi kommer ind

Michael Rosing føler sig overbevist om, at det nye parti vil komme ind

I den seneste meningsmåling som HS Analyse har lavet or Sermitsiaq og KNR står Samarbejdspartiet til 2,9 procent, hvilket rækker til et enkelt mandat. Det er en fremgang i forhold til målingen i marts, hvor partiet stod til 1,9 procent.

- Med den måling føler jeg mig helt overbevist om, at vi kommer ind, siger partiformand Michael Rosing.

Michael Rosing peger på, at målingen viser, at partiet har fået fremgang under valgkampen.

- Men skal også hæfte sig ved, at usikkerheden er stor, når det gælder de små partier. Generelt er det min erfaring, at de bliver undertippet, siger han.

Satser på point i tv-debatterne

Derudover peger han på, at målingen er foretaget i perioden 11. til 15. april.

- Den er således i det store og hele foretaget inden de store tv-debatter i Nuuk. Ved temadebatterne fik vi for alvor vist, hvad vi står for.

Michael Rosing fortæller, at der ved turen rundt på kysten var en del interesse for partiet, men ikke den store opbakning. I Nuuk derimod føler har, at der er opbakning fra en del forskellige mennesker.

- Jeg er meget stolt over, at vi har banket et nyt parti op på kun otte uger, siger han

Powered by Labrador CMS