Samarbejdspartiet ønsker en IA, A, D og SAM koalition

Tillie Martinussen mener, at de øvrige partier trænger til en plads på bænken

Tillie Martinussen
Offentliggjort

I disse timer arbejde Kim Kielsen (S) på at skabe et nyt flertal bag et Siumut-ledet Naalakkersuisut. Både IA og Demokraterne er mulige koalitionspartnere.

Men de to partier bør kigge en helt anden vej, mener Samarbejdspartiet.

- De ansvarlige partier, IA, A, D og SAM bør træde sammen, og danne en koalition, og sætte de andre partier ud på bænken til tælling, skriver partiets medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen i en pressemeddelelse.

En sådan koalition ville have et flertal på 17 mandater ud af 31.

Hun mener, at koalitionspartierne på forhånd burde have tacklet de indbyrdes modsætninger.

- Den sprængte koalition burde have dannet sig et bedre overblik fra starten, spillet med åbne kort, og have vidst hvad de gik ind til.

- Det bør være slut med denne børnehave, og ind må de voksne træde og sørge for – med rolig hånd – at lede landet.

For at en sådan koalition kan blive til noget kræver det imidlertid, at Atassut vælger at skifte side. Umiddelbart peger det ikke i den retning.

- Vi har ingen planer om at trække os. Men der er ting, der skal undersøges nu. Blandt andet venter vi på en mere grundig orientering om lufthavnsplanerne, sagde Atassut-formand, Siverth K. Heilmann til Sermitsiaq.AG i går.

Powered by Labrador CMS