Samarbejdet mellem Færøerne og Grønland skal styrkes

Grønland kan lade sig inspirere af Færøernes erfaring omkring maritime uddannelser og mindre offentlig administration. Og så skal de gamle fiskeriaftaler mellem landene opdateres og udbygges. Det er nogle af de ting, der er blevet drøftet under lagmandens besøg.

Grønland og Færøerne har mange områder hvor et samarbejde skal styrkes og udvikles. Noget af det der skal fokus på er en opdatering af fiskeriaftalerne fra 1997, lød det på dagens pressemøde.

Formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede og Færøernes lagmand Bárður á Steig Nielsen er enige om, at samarbejdet mellem Rigsfællesskabets to befolkningsmæssigt mindste parter skal styrkes og udbygges.

Det var meldingen ved et fælles pressemøde torsdag, som afsluttede et officielt besøg af lagmanden i Grønland.

De nævnte flere områder, der skal fokus på i den nærmeste fremtid:

  • Maritime uddannelser
  • Fiskeriaftaler fra 1997 skal opdateres og udbygges
  • Offentlig forvaltning
  • Udenrigs- og sikkerhedspolitik i Rigsfællesskabet
  • Turisme

Færøerne har 100 års erfaringer med at uddanne folk indenfor de maritime erhverv, og det kan vi lære noget af, sagde Múte B. Egede.

En del af den grønlandske flåde har færøske skibsofficerer, fordi der ikke er nok uddannede folk her i landet. Nu skal de ansvarlige på uddannelsesområdet se på mulighederne for udvekslingsaftaler på undervisere i de maritime uddannelser.

Rigsfællesskabet skal udvikles

De to politiske ledere slog under dagens pressemøde fast, at begge har interesse i at udvikle og udbygge deres indflydelse på sikkerheds- og udenrigspolitik indenfor Rigsfællesskab.

- Jeg ved, vi er enige om at forløbet med den arktiske kapacitets pakke ikke skal gentages, sagde Múte B. Egede blandt andet.

- Det er ikke acceptabelt, at vi ikke inddrages, før beslutningen er taget, når det omhandler ting, der får konsekvenser i vores lande.

Han bakkes op af den Færøske Lagmand.

- Hvis vi skal have et velfungerende samarbejde i Rigsfællesskabet, så skal vi udvikle det hele tiden. Kontaktudvalget er et eksempel på, hvordan det kan gøres, så vi på trods af vores lave befolkningstal sammenlignet med Danmark, får et større albuerum indenfor udenrigs, forsvar og sikkerhedspolitikken.

Kontaktudvalget blev oprettet i oktober sidste år, for at skabe rum for udvidet samarbejde mellem de tre medlemmer af Rigsfællesskabet omkring udenrigs-, sikkerheds- og Forsvarspolitik.

Lagmandens parti Sambandsflokkurin, som er et liberalt færøsk parti med fokus på erhvervsudvikling og kulturelle spørgsmål, arbejder for styrkelse af samarbejdet i Rigsfællesskabet og altså ikke en kurs mod Selvstændighed som IA og flere andre grønlandske partier.

Imponeret over udviklingen

Bárður á Steig Nielsen var første gang i Grønland i 2005 og igen i 2014. Han er imponeret over den udvikling landet er gået igennem og stadig gennemgår.

Han påpeger, at folks rejselyst efter coronakrisen meget vel kan slå stort igennem i Grønland, og begge formænd peger på tursimen som endnu et område, hvor de kan lære af hinanden.

Der er ikke indgået nogle konkrete aftaler under besøget, men nu skal embedsværk og nalakkersuisut i gang med at udbygge samarbejdet på de forskellige områder.

Den 9. juni skal kontaktudvalget mødes på Færøerne.

Powered by Labrador CMS