Salmonella-tilfælde i Grønland

Myndighederne har i år registreret flere tilfælde af salmonella, skriver Ritzau.

Eksperter forsøger at finde årsagen til salmonella-udbruddet.

Tilfældene er en udløber af den epidemi, der har ramt Danmark siden februar. Og sammen med myndighederne forsøger eksperter fra DTU Fødevareinstituttet, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut fortsat at finde kilden.

Til dato har myndighederne registreret 1193 personer i rigsfællesskabet, som er smittet med den sjældne type salmonella: Typhimurium U292, oplyser Fødevarestyrelsen.

Eksperterne arbejder med at analysere kvitteringer fra patienters indkøb, inden de blev syge, og flere af de fødevare, som endnu ikke er spist. Men det afgørende gennembrud mangler.

De første patienter blev syge allerede midt i februar. Siden er tallet steget, og det er formentlig langt højere end de knap 1200 registrerede tilfælde, der er fordelt over hele landet, vurderer myndighederne.

Personer, der har mistanke om, at de er blevet smittet med salmonella, bør søge læge. Symptomerne er typisk diaré, mavesmerter, opkast og eventuel feber, og symptomerne varer ofte flere dage.

Har man mistanke om, at man er smittet, kan man støtte efterforskningen ved at gemme de fødevarer, der er spist af i dagene, inden man blev syg.

Powered by Labrador CMS