Sag om udenlandske arbejdere trukket i langdrag: Kielsen og Svane bremsede fast-track ordning

Byggebranchen har længe skreget efter en fast-track ordning, der åbner Grønland for hurtig rekruttering af arbejdskraft fra hele verden. Det gamle Siumut-styre har forhalet en aftale med Danmark, der har sat tingene i bero. Det nye IA-Naleraq-styre skal tage stilling til en aftale med Danmark.

– Det er oplagt for det nye Naalakkersuisut at få den fast-track ordning indført, siger IAs medlem af Folketinget, Aaja Chemnitz Larsen

Mens landene i EU konkurrerer om at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra hele verden, nøler Grønland fortsat og kommer dermed til at stå bagerst i køen om kvalificerede medarbejdere udefra til job i erhvervslivet, skriver avisen Sermitsiaq.

Den gamle Siumut-koalition har i mere end et år forhalet indførelse af den store og vigtige fast-track aftale med regeringen i København. Det er Danmark blevet træt at vente på.

Det mener en topmand i erhvervsvirksomhedernes største organisation GE.

– Som jeg forstår det, har man først villet indføre en fast-track ordning, og så har man alligevel ikke villet gøre det. Danmark vil have klarhed om, hvad Grønland vil have. Det har gjort, at Danmark har sat tingene i bero, indtil der kommer et klart svar fra selvstyret om, hvad Grønland vil have, siger sekretariatschef Karsten Lyberth-Klausen fra Grønlands Erhverv, GE.

Aftalen kan underskrives

Hvis det det nye IA-Naleraq-Naalakkersuisut siger ja til en aftale, er der nu langt om længe udsigt til, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kan indføre en fast-track ordning i Grønland.

Betydelige dele af erhvervslivet, blandt andet virksomheder i byggebranchen, vil dermed hurtigt og let få adgang til at hente udenlandske arbejdere til Grønland.

– Jeg har netop fået en opdatering fra regeringen. Det korte svar er, at et udkast lå klar til ministeren, da valget til Inatsisartut blev udskrevet. Den nye naalakkersuisoq Pele Broberg skal se på udkastet med de prioriteringer, der er lagt frem. Når Grønland og Danmark har forhandlet om sagen, kan ministeren underskrive aftalen, siger IAs medlem af Folketinget Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.

Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq. Køb avisen her:

Powered by Labrador CMS