En sæl på vejen i Salling

Pludselig lå der en sæl på Viumvej ved Roslev, der var to kilometer til det nærmeste vandløb.

30 kilo sæl stoppede trafikken i det midtjyske fredag. Skærmbilled.

En sæl trak overskrifter i Midt- og Vestjylland i weekenden. Tv-midtvest bragte historien om Knud Erik Bach fra Tøndering, der kørte ad Viumvej ved Roslev fredag:

- To biler holdt med katastrofeblink, og Knud Erik Bach tænkte, at nu var endnu et stykke råvildt ramt. Den rutinerede jæger fandt sin kniv frem, klar til at aflive det, han troede var et stykke vildt. Men det var det ikke.

- Da jeg gik ud af bilen, begyndte den at hoppe, og da var det først, at jeg fandt ud af, at det var en sæl, siger Knud Erik Bach.

Ved siden af sælen stod en forundret buschauffør og en anden bilist.

- De var meget chokeret over, at det var en sæl, siger Knud Erik Bach.

Knud Erik Bach pakkede sælen ind, kørte til Skive og satte den ud i Karup Å.

- Sælen ville bide, men jeg lagde en gammel arbejdsjakke over den, og så kom den om bag i bilen, siger sælfangeren.

Sælen er cirka et år og vejer 30-35 kilo. Hvordan den er havnet på en vej i Salling er stadig uvist.

Powered by Labrador CMS