Så er der udskrevet valg den 6. april
27 medlemmer af Inatsisartut har netop vedtaget at udskrive valg den 6. april i år. Dermed er syv ugers valgkamp skudt i gang.
Som ventet har Inatsisartut vedtaget lov om ekstraordinært valg til Inatsisartut, fremsat af IA, Demokraatit, Atassut og Naleraq med stemmerne 27 for - ingen imod - og ingen afstod fra at stemme.
Det skete efter en lang dag med debat i salen og en lang behandling af forslaget i lovudvalget om dato for valg samt udformning af ekstra beføjelser til naalakkersuisut under valgkampen.
Før 2. behandlingen blev der fremsat ændringsforslag, som blev begrundet med, at Lovudvalget har fundet, at de bemyndigelses-bestemmelser, som Naalakkersuisut foreslår indsat i lovforslaget, bør suppleres af yderligere en bemyndigelse, som (uden for corona- og anlægsområdet) finder generel anvendelse for enhver samfundskritisk beslutning, som ikke kan udsættes til efter valget, uden at dette ville medføre skadevirkninger for samfundet.
Kompromis om dato
Uden ændringsforslaget er reglerne fastsat i lov for Inatsisaertut og Naalakkersuisut § 29
Efter ændringsforslaget blev fremlagt, gik Aqqaluaq B. Egede på talerstolen og sagde, at der nu er indgået kompromis, så man kunne blive enige om datoen 6. april og tilføjelserne af bemyndigelser, der giver forretningsnalakkersuisut en videre ramme for politisk handling frem til valget.
Før afstemningen blev sat i gang gik Kim Kielsen på talerstolen som formand for Naalakkersuisut for sidste gang.
- Som formand for Naalakkersuisut er dette min sidste opgave. Tak, lød det fra Kim Kielsen under den afsluttende bemærkning til behandling af punkt 18.
De næste syv ugers valgkamp bliver ikke uden betydning. En ny meningsmåling, som er lavet af en forsker ved Ilisimatusarfik og offentliggjort den 11. februar forstærker tendenser fra den seneste meningsmåling fra december.
I målingen står IA til 13 mandater og de små partier går tilbage til langt under spærregrænsen. En tredjedel af vælgerne er uafklarede, hvad de ville stemme, hvis der var Inatsisartut-valg i morgen. De vælgere har nu syv uger til at finde ud af, hvor kydset skal sættes.