Så sker der endelig noget med Forfatningskommissionen

Efter knap et års dvale og usikkerhed om Forfatningskommissionens arbejde er et genoplivningsforsøg netop gået i gang.

Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq sidder på mere end landets pengekasse. Han har også ressortansvaret for Forfatningskommissionen.

Naalakkersuisut har godkendt et udkast til kommissorium for Forfatningskommissionen samt tilhørende forudsætninger og sendt det til Udvalget vedrørende Forfatningskommissionen.

Vittus er styrmand

Ansvaret for udkastet er lagt i hænderne på Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq. Han sad med ansvaret under den tidligere koalition og har bibeholdt området, da ressortfordelingen blev lavet i forbindelse med etableringen af den nuværende koalition.

Departementet for Finanser har afvist at udlevere udkastet til Sermitsiaq.AG, der har søgt aktindsigt i sagen.

Tilbage i juni oplyste Vittus Qujaukitsoq til Sermitsiaq.AG, at han satsede på at kunne melde noget konkret ud i juli med hensyn til i hvilket omfang kommissoriet skal ændres.

Partierne hørt

Før sommeren tog han en runde med partierne for at høre deres holdninger, og det er først nu – flere måneder senere – at processen igen aktiveres.

Tilbage i juni udtalte Vittus Qujaukitsoq følgende:

”Jeg vil så vidt muligt sikre at arbejdet i den forrige Forfatningskommission ikke gentager sig i den kommende Forfatningskommission. Arbejdsgrundlaget skal udformes, så ingen er i tvivl om, hvad opgaven går ud på. Ligeledes ved vi alle, at ”hastværk er lastværk”, så jeg har derfor brug for tid til at få skabt et godt arbejdsgrundlag for det kommende Forfatningskommission.”

Tre problemstillinger

Tre problemstillinger blev i juni ridset op:

  • Sammensætningen af kommissionen skal revurderes, da der i koalitionsaftalen står, at partierne skal have frihed til at bestemme, hvem de vil indstille som medlem.
  • Friheden til at bestemme, hvem man vil indstille som medlem, medfører, at der skal lave nogle tekniske forholdsregler til, hvad man gør med eventuelle ikke folkevalgte medlemmer og
  • Der skal forholdes til, om der skal indskrives konkrete problemstillinger, som Forfatningskommissionen skal medtage i sit arbejde før den kommer med en betænkning og anbefalinger.

Overfor Sermitsiaq.AG fastslog Vittus Qujaukitsoq, at han lagde op til, ”at partierne selv skal vælge deres repræsentanter i kommissionen”. Et krav Inuit Ataqatigiit blandt andet havde fremført tidligere.

Ifølge Inatsisartuts hjemmeside er formanden for forfatnings-udvalget Anders Olsen fra Siumut.

Powered by Labrador CMS