Så meget køber Selvstyret i udlandet

Selvstyrets indkøb af varer og tjenesteydelser uden for Grønland er i 2019 blevet opgjort til godt 284 millioner kroner. Alene sygeplejeartikler og medicin kostede knap 50 millioner kroner.

Indkøb af medicin og sygeplejeartikler løb i 2019 op i knap 50 millioner kroner.

Selvstyrets udgifter til tjenesteydelser i udlandet overstiger indkøb af varer i udlandet.

I en ny opgørelse, som finansdepartementet har fået udarbejdet via hjælp fra Grønlands Statistik og Økonomi- og Personalestyrelsen fremgår det, at varekøb i udlandet tilbage i 2019 løb op i 117 millioner kroner, mens tjenesteydelser kostede skatteborgerne 166 millioner kroner.

Det er Naalakkersuisoq for Finanser Vittus Qujaukitsoq, der i et paragraf 37-svar kommer med de nye oplysninger.

Begrebet ”tjenesteydelse” dækker over en meget bred gruppe af ydelser, hvor der ikke er tale om køb af en egentlig vare.

- Det kan for eksempel være en flytning, rensning, leje af fast ejendom, byggerådgivning eller transport- og forsikringsaftaler, oplyser Vittus Qujaukitsoq i sit svar.

De vigtigste grupper

I svaret til Demokraternes Rachel Ingemann har man opgjort de vigtigste varegrupper og ydelser. Det viser sig, at indkøb af sygeplejeartikler og medicin i 2019 løb op i knap 50 millioner kroner.

De vigtigste køb af varer i udlandet fordelt på varegrupper:

  • Sygeplejeartikler 10 procent
  • Medicin 33 procent
  • Øvrige materialer 33 procent

De vigtigste køb i udlandet inden for tjenesteydelser:

  • IT-programmer, licenser etc 24 procent
  • Vikarudgifter 11 procent
  • Faglige konsulenter 10 procent
  • Andre konsulenter 20 procent

- Det skal fortsat understreges, at varer og tjenesteydelser indkøbt hos leverandører med adresse i Grønland, som ikke indgår i ovenstående tal, i betydeligt omfang må antages at indeholde elementer, der af disse leverandører er indkøbt udenfor Grønland, skriver Vittus Qujaukitsoq, der ligeledes pointerer, at Naalakkersuisut ikke har oplysninger, der dækker fordelingen af kommunernes indkøb hos leverandører udenfor Grønland.

Powered by Labrador CMS