Rusland: Omfattende angreb i Ukraine mod militære mål

Rusland bomber mål i Lviv og Dnipro og andre områder og forsøger at indtage by i Luhansk.

Røg stiger op fra udkanten af den ukrainske by Lviv, efter Rusland tidligere mandag angreb med raketter.

Rusland oplyser, at det natten til mandag har sat gang i omfattende angreb mod militære mål i Ukraine.

Forsvarsministeriet i Moskva siger, at det har gjort brug af raketanlæg, artilleri og luftforsvarssystemer til at ramme hundredvis af mål rundt om i Ukraine.

Syv personer har mistet livet som følge af "målrettede" russiske angreb med raketter rettet mod den vestukrainske by Lviv. Det oplyser de lokale myndigheder. Byen ligger tæt på grænsen til Polen.

Den lokale guvernør for området siger, at de russiske raketter ramte tre lagerbygninger for Ukraines hær, som stod tomme, og en tankstation.

Også regionen Dnipropetrovsk i den østlige del af Ukraine er blevet udsat for angreb mandag morgen.

Guvernøren for området i byen oplyser, at et angreb i hovedbyen Dnipro har gjort skade på byens infrastruktur. Herunder byens togbaner.

Russiske styrker trængte i løbet af natten ind i byen Kreminna. Den ligger i regionen Luhansk i den østligste del af Ukraine. Den meldes nu faldet til russerne.

- Vores forsvar har trukket sig tilbage til nye stillinger, siger den lokale guvernør ifølge AFP.

Det russiske forsvarsministerium siger, at dets soldater mandag har angrebet regionerne Kharkiv, Zaporizjzja, Donetsk og Dnipropetrovsk og havnebyen Mykolajiv. Det russiske flyvevåben har angrebet 108 lokaliteter, hvor ukrainske styrker og våben er placeret, hedder det.

Men det var søndag fortsat ikke lykkedes at nedkæmpe alle de ukrainske styrker i havnebyen Mariupol. Byen ved Det Azovkse Hav, har været belejret i ugevis. Mange bygninger ligger i ruiner, og folk har haft svært ved at flygte fra byen.

Ukraine er cirka dobbelt så stort som Storbritannien. Landet strækker sig næsten 1300 kilometer fra vest til øst.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS