Rusland sletter politik om samarbejde i Arktisk Råd

En passage, om at Rusland vil samarbejde i regi af Arktisk Råd, er blevet fjernet fra landets politik for Arktis af præsident Vladimir Putin. I stedet har Rusland opprioriteret fokus på egne interesser.

Ruslands præsident Putin har i denne uge godkendt en opdateret politik for Arktis, hvor russiske interesser prioriteres og samarbejde i Arktis Råd fjernes.

Rusland har foretaget en ændring af landets politik for Arktis i denne uge.

Tirsdag har præsident Putin underskrevet et dekret om ændringen, og mediet Highnorthnews fortæller, at en central sætning om samarbejde i Arktisk Råd er blevet fjernet.

Mediet skriver, at mens den oprindelige politik, der blev offentliggjort i marts 2020, opfordrede til "styrkelse af gode naboforhold til de arktiske stater" inden for områderne økonomisk, videnskabeligt, kulturelt og grænseoverskridende samarbejde, fjerner den ændrede version ovenstående afsnit og opfordrer i stedet til "udvikling af forbindelser med fremmede stater på bilateral basis, […] under hensyntagen til Den Russiske Føderations nationale interesser i Arktis.

Om Arktisk Råd

Arktisk Råds medlemmer tæller foruden de otte arktiske stater (Canada, Kongeriget Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA) seks organisationer, der repræsenterer de oprindelige folk i Arktis, de såkaldte permanent participants.

Desuden deltager en lang række lande og organisationer som observatører, i alt 38.

Kilde: Udenrigsministeriet

Samarbejdet i Arktisk Råd har været sat på pause siden marts 2022 på grund af Ruslands invasion, og Rådet nævnes ikke længere i den russiske politik efter opdateringen.

Ændringen i den russiske politik sker kort efter, at en amerikansk diplomat, Derek Chollet, i sidste uge udtalte, at USA vil genoptage visse projekter i Arktisk Råd uden Rusland:

Forskere: Politisk udfordring for Grønland

- Desværre forventer vi ikke, at Rusland vil ændre sin adfærd på det nærmeste. Idet vi tilpasser os denne nye virkelighed, som Moskva har påtvunget os, genoptager vi Arktisk Råds projekter, der ikke involverer Rusland, udtalte Derek Chollet ved Wilson-centrets polarinstitut ifølge Highnorthnews.

I et debatindlæg i Altinget skriver de to Ilisimatusarfik-forskere Rasmus Leander Nielsen og Jeppe Strandsbjerg, at pausen i Arktisk Råd er en politisk udfordring for Grønland.

Grønlandske politikere og topembedsmænd har udtrykt ønske om, at Rusland på sigt igen bliver en del af samarbejdet i Arktis med henblik på at bevare det som et lavspændingsområde. Men det er blevet betydeligt vanskeligere på grund af Ukraine-krigen, vurderer de to forskere.

Powered by Labrador CMS