Rusland vil optrappe angreb mod Kyiv - russisk flagskib sunket

Flere missiler har ifølge Moskva ramt mål tæt på den ukrainske hovedstad tidligt fredag.

Krigsskibet blev ifølge russerne alvorligt beskadiget i Sortehavet, efter at ammunition om bord på skibet eksploderede. Der er imidlertid forskellige meldinger fra Rusland og Ukraine om, hvad der forårsagede eksplosionen, som blev kendt natten til torsdag. Ukraine siger, at skibet blev ramt af et ukrainsk missil.

Rusland siger, at det vil intensivere angreb på den ukrainske hovedstad Kyiv. Det sker, efter at Ukraine ifølge russerne har angrebet mål på russisk territorium.

Ifølge det russiske forsvarsministerium er mål tæt ved Kyiv blevet ramt af missiler sent torsdag eller natten til fredag.

- Vi har ramt Vizar-fabrikken, som fremstiller og reparerer antiluftskyts og andre former for missiler, hedder det i en erklæring fra det russiske forsvarsministerium.

Rusland siger, at det ved angrebet anvendte et havbaseret langtrækkende Kalibr-missil.

- Misilangreb vil øges

Moskva siger desuden, at det har dræbt "op mod 30 polske lejesoldater i Ukraine".

Rusland beskyldte torsdag Ukraine for at have sendt helikoptere over grænsen mellem de to lande for at bombe grænsebyen Klimovo. Syv mennesker skal være såret i angrebet mod byen.

- Med brug af to militærhelikoptere udstyret med tunge våben er Ukraines væbnede styrker ulovligt trængt ind i russisk luftrum, meddelte det russiske efterforskningsråd.

- Antallet og omfanget af missilangreb mod Kyiv vil blive øget som reaktion på ethvert terroristangreb eller enhver sabotage begået af det Kyiv-nationalistiske regime på russisk territorium, hedder det i en erklæring fra det russiske forsvarsministerium fredag.

Der lød kraftige eksplosioner i Kyiv tidligt fredag. Der var tilsyneladende tale om de mest betydelige angreb mod hovedstaden, siden russerne trak sig tilbage fra området tidligere i denne måned. Styrkerne fra området nær Kyiv blev sendt til det sydlige og østlige Ukraine.

"Moskva" er sunket

Det russiske forsvarsministerium meddelte tidligere, at russernes flagskib "Moskva", er sunket.

Krigsskibet blev ifølge Moska alvorligt beskadiget i Sortehavet, efter at ammunition om bord på skibet eksploderede. Der er imidlertid forskellige meldinger fra Rusland og Ukraine om, hvad der forårsagede eksplosionen, som blev kendt natten til torsdag. Ukraine siger, at skibet blev ramt af et ukrainsk missil.

Skibet blev slæbt i havn i stormvejr. Det var her, at forliset skete, oplyser Ruslands forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

Skibet på 12.500 ton havde omkring 500 besætningsmedlemmer. De blev evakueret til andre skibe i Sortehavet. Det oplyser det russiske ministerium ifølge Tass.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS