Rusland og Kinas aktiviteter i Arktis bekymrer EU-Parlamentet

EU's strategi for Arktis må tage højde for nye aktører som Kina og voksende spændinger, mener EU-Parlamentet.

Ifølge EU-parlamentarikerne er der behov for at reagere både på klima- og sikkerhedsmæssige udfordringer i Arktis.

EU-Parlamentet advarer i en resolution om nye trusler mod stabiliteten i Arktis.

Ifølge EU-parlamentarikerne er der behov for at reagere både på klima- og sikkerhedsmæssige udfordringer i regionen.

De fremhæver russiske og kinesiske aktiviteter, som de finder bekymrende.

I resolutionen giver de udtryk for store bekymringer, som handler om Ruslands stigende militære tilstedeværelse i Arktis.

Den russiske tilstedeværelse er ikke berettiget. For den går langt længere end legitime forsvarsmål, mener medlemmerne af EU-Parlamentet.

EU vil observere

Også stormagten Kinas aktiviteter giver anledning til kritik. Her peger de på, at Kina har store projekter og initiativer i Arktis, som kan udfordre "idéen om at holde Arktis fri af globale geopolitiske konflikter".

EU bliver nødt til at observere og forholde sig til truslerne, lyder opfordringen.

- I vores rapport har vi gjort det klart, at EU's strategi for Arktis må reflektere regionens nye sikkerhedspolitiske realitet, de voksende geopolitiske spændinger og de nye regionale aktører som Kina.

- Vi bør være klar over, at vi ikke er alene i Arktis. Sammen med vores tætte allierede USA, Canada, Norge og Island kan vi skabe en lovende og fredelig fremtid, udtaler polske Anna Fotyga, som er ordfører for resolutionen, i en meddelelse.

Delegation besøgte Grønland

Det arktiske område er strategisk vigtigt og har stor geopolitisk betydning for stormagter som Rusland, USA og Kina. Og aktiviteter i området bliver altså også fulgt med spænding i EU-regi.

EU-Parlamentets melding om trusler i Arktis kommer, efter at en delegation fra parlamentet i september besøgte Danmark, Grønland og Island for at diskutere internationalt samarbejde og udfordringer for Arktis.

Ud over de sikkerhedsmæssige trusler fremhæver EU-parlamentarikerne klimaforandringerne som et hovedfokus.

Dybt bekymrede over klimaforandringer

De opfordrer derfor EU og medlemslandene til at reagere på "de dybt bekymrende konsekvenser af klimaforandringer i Arktis". Det gøres blandt andet ved at leve op til Parisaftalen, lyder det.

EU-Parlamentet understreger i resolutionen, at det internationale samfund skal sørge for at bevare Arktis som en region med fred og et lavt niveau af spændinger.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS