Rusland giver mobiltelefoner skylden for 89 dræbte i angreb

Omfattende brug af mobiltelefoner muliggjorde ifølge Rusland dødbringende ukrainsk angreb.

Her ses billeder af arbejdet i efterdønningerne af et ukrainsk angreb i russisk-kontrollerede Makijivka.

Et ukrainsk angreb i den russisk-kontrollerede by Makijivka i Donetsk-regionen har ifølge Rusland kostet mindst 89 personer i den russiske hær livet.

Tallet er en opjustering, efter at Rusland tidligere meldte om 63 dræbte i angrebet, som fandt sted denne weekend.

Ruslands forsvarsministerium giver omfattende brug af mobiltelefoner skylden.

- Det står allerede klart, at hovedårsagen til det, der skete, var, at mobiltelefoner var tændte og blev brugt i massivt omfang af personel - i strid med et forbud - inden for rækkevidde af fjendens våben, skriver ministeriet.

- Denne faktor tillod fjenden at spore og fastslå koordinater for soldaternes placering i forbindelse med raketangrebet.

Har skabt vrede i Rusland

Angrebet fandt ifølge nyhedsbureauet Reuters sted kort efter midnat nytårsdag. Der har tidligere været usikkerhed om tidspunktet.

De høje dødstal har skabt vrede blandt russiske nationalister og nogle parlamentsmedlemmer.

Det var en bygning, der gennem krigen angiveligt har huset tusindvis af russiske soldater, der blev ramt af ukrainske missiler.

Billeder fra stedet viser murbrokker og store ødelæggelser. Bygningen blev tidligere brugt som uddannelsesinstitution, men var omdannet til midlertidige barakker.

Ifølge Rusland blev bygningen ramt af fire raketter fra amerikanskproducerede Himars-raketsystemer.

Ukraine: Op mod 400 blev dræbt

Uafhængige parter har ikke kunnet bekræfte oplysningerne fra nogen af siderne.

Der er - ligesom det ofte er tilfældet under krigen - fortsat usikkerhed om det reelle dødstal.

Ifølge Ukraines hær skal helt op mod 400 russiske soldater være blevet dræbt. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Donetsk er en af fire ukrainske regioner, som Rusland har erklæret for værende russiske efter folkeafstemninger. Makijivka ligger 15 kilometer fra regionshovedstaden Donetsk. De to byer er i praksis ét byområde.

Afstemningerne er blevet fordømt og affejet af Vesten - herunder Danmark.

De tre øvrige regioner er Kherson, Luhansk og Zaporizjzja. Tilsammen udgør de fire regioner omkring 15 procent af Ukraines territorie.

Powered by Labrador CMS