Gå til hovedindhold

Rusland angriber Ukraine

Ifølge Ukraines regering er Rusland torsdag morgen gået gang med en fuldbyrdet invasion af landet.

Rusland har natten til torsdag indledt et større angreb mod Ukraine.

Ifølge Ruslands præsident, Vladimir Putin, er der tale om det, han kalder "en særlig militæroperation i Donbass det østlige Ukraine."

Det annoncerede han natten til torsdag dansk tid på russisk tv.

Lige siden har der været adskillige meldinger om kamphandlinger flere steder i Ukraine. Få overblikket over situationen her:

Hvordan foregår angrebet?

Der er meldinger om brag, skud og eksplosioner i en lang række byer. Det gælder blandt andet i Kijev, Kharkiv, Kramatorsk, Odessa, Berdyansk, Marjupol og på den russiske side i Belgorod-provinsen, der grænser op til Ukraine.

Ifølge Ukraines beredskab er der også blevet angrebet med artilleri i den vestlige region Lviv. Et område, der ligger tæt på grænsen til Polen.

De første meldinger kom tidligt torsdag morgen dansk tid, umiddelbart efter Vladimir Putins tale var slut.

Ukraines militær melder torsdag morgen, at det har skudt fem russiske fly og en helikopter ned i den østlige del af landet nær et oprørskontrolleret områder.

Dette benægter Rusland ifølge det russiske medie Ria.

Militære infrastruktur angrebet

Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass oplyser Ruslands forsvarsministerium omkring klokken 07.00 torsdag, at Ukraines luftforsvar og flyvestationer er blevet "neutraliseret".

Ukraines præsident, Volodimir Zelenskij, sagde torsdag morgen, at Rusland har angrebet Ukraines militære infrastruktur og grænseposter.

Hvor foregår angrebene?

LÆS OGSÅ: Múte til grønlandske borgere: Forlad Ukraine

Adskillige medier meddeler torsdag morgen, at russiske tropper er på vej ind i Ukraine fra flere sider.

Ukrainske grænsevagter har meldt om angreb langs både den hviderussiske og russiske grænse.

To landsbyer erobret - men skiftende meldinger

Det har også forlydt, at russiske tropper er gået i land i havnebyerne Odessa og Marjupol. Ukraines militær har dog benægtet, at der er landet russiske soldater i Odessa.

Torsdag morgen oplyser Ukraines militær, at Rusland er i gang med at flytte militært udstyr ind i landet fra den annekterede Krim-halvø.

Ifølge ukrainsk politi er to landsbyer i regionen Luhansk allerede blevet erobret af russiske styrker.

Flere af meldingerne er dog modstridende, og situationen er i øjeblikket i konstant forandring.

Kilder: AFP, Reuters, CNN, BBC.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Du skal acceptere cookies i bunden af sitet for at kunne se og deltage i debatten.
  • Vigtigt! Nye regler: Man skal slå Valgfrie cookies til under https://www.facebook.com/settings/cookie for at kunne se og deltage i debatten.
  • Kommentarfeltet kan blive også blokeret i din browser. Du kan læse vores vejledning til aktivering af Facebook kommentar-spor i din browser her.
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER