Gå til hovedindhold

Rumsonde skal finde svar på Jordens oprindelse på asteroide

En japansk rumsonde besøgte et kort øjeblik en asteroide 330 millioner kilometer fra Jorden.

Den japanske rumsonde "Hayabusa2" besøgte natten til fredag dansk tid kortvarigt asteroiden Ryugu. 

Det oplyser det japanske rumagentur, Jaxa, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi kan bekræfte landingen, siger Chisato Ikuta, der er talskvinde for Jaxa.

Sonden havde kun kortvarig fysisk kontakt med asteroiden, hvor den affyrede et projektil mod overfladen. Dernæst vendte "Hayabusa2" tilbage til sin oprindelige position i rummet. 

Affyringen af projektilet hvirvlede materiale fra asteroidens overflade op. Det blev succesfuldt opsamlet af rumsonden.

Landingen er blevet forsinket i flere måneder, da det har vist sig at være mere besværligt end som så at lande på asteroidens ru overflade.

Jaxas medarbejdere modtog data fra rumsonden forud for nattens landing. 

Da "Hayabusa2" sendte signal hjem, der bekræftede den succesfulde landing, kvitterede de med stående applaus. Det viser en videooptagelse fra kontrolrummet i Japan, der blev sendt live på nettet.

Efter planen skal sonden på en senere mission sprænge hul i overfladen på Ryugu og indsamle materiale fra asteroidens indre. Prøverne skal med tilbage til Jorden.

Forskere håber, at prøverne kan give nye oplysninger om Jordens og solsystemets oprindelse. Forventningen er også, at prøverne kan levere svar på grundlæggende spørgsmål om, hvordan der er opstået liv på Jorden.

Asteroiden Ryugu formodes at indeholde en relativ stor mængde organisk materiale og vand. Det kan være op mod 4,6 milliarder år gammelt.

Navnet Ryugu betyder på japansk betyder "Dragepalads". Det refererer til et japansk eventyr om et slot på bunden af havet.

Asteroiden befinder sig 340 millioner kilometer fra Jorden, skriver nyhedsbureauet dpa.

"Hayabusa2" blev sendt afsted fra Japan i december 2014. Først i juni sidste år nåede den frem til området omkring asteroiden. Efter planen skulle den være landet på asteroiden allerede i oktober 2018.

Sonden ventes at vende tilbage til Jorden med prøverne i slutningen af 2020.

/ritzau/

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER