Royalist med grønlandsk baggrund

I 'Royalisterne' deltager fotograf Chris Christophersen i afsnit fire og fem, hvor vi får lov til at følge ham, når han blandt andet følger prins Joachim

Chris Christophersen medvirker sammen med komtesserne Feodora, Josephine og Camilla af Rosenborg i DR's nye tv-serie 'Royalisterne'. Foto: Anastasia af Rosenborg

'Royalisterne', der er en ny TV-serie på DR1, som blev sendt første gang tirsdag i sidste uge, og som kan ses mange steder i Grønland, har den 26-årige freelance-fotograf Chris Christophersen med i programmet.

Chris Christophersen er af grønlandsk afstamning og står bag fotoprojektet 'Grønlands Ansigt'.

Se billeder i "Komtessen åbnede Grønlands Ansigt"

Om sin grønlandske baggrund oplyser Chris Christophersen, at hans oldeforældre er Jakobine og Ole Petersen fra Maniitsoq.

- Min mormor er Gudrun Petersen, søster til Robert, Richard, H.C. og Mariane Petersen.

- Min grønlandske baggrund og min familie i Grønland har inspireret mig til mit store fotoprojekt ’Grønlands Ansigt’, som min tætte veninde komtesse Feodora af Rosenborg er protektor for.

I 2008 startede han firmaet Royal Press Photo, hvor han hurtigt gjorde det til sin levevej at følge de nordiske kongehuse rundt omkring i Skandinavien. Desuden har den unge fotograf ved flere lejligheder haft fotoopgaver hos de kongelige, der blandt andet har benyttet sig af ham, når de årlige julefotografier skulle laves. Som fotograf ved flere bogudgivelser har Chris Christophersen haft fotosessions med navne som Ole Henriksen, Dennis Knudsen samt flere af landets ministre.

Karriere med speciale i det royale
I 'Royalisterne' deltager Chris Christophersen i afsnit fire og fem, hvor vi får lov til at følge ham, når han blandt andet følger prins Joachim under racerløbet Copenhagen Historic Grand Prix i Fælledparken, hvor også prinsesse Marie og lille prins Henrik dukker op.

TV-holdet følger også Chris Christophersen under en fotosession på Sorgenfri Slot, hvor de tre komtesser af Rosenborg skal have lavet det årlige julekort af børnene.

Chris Christophersen har siden barndomsårene haft sin store interesse for den royale verden, og han fulgte i 2006 sin helt store drøm om at flytte til København, hvor han kunne realisere sin drøm to år senere om en karriere som fotograf med speciale i det royale.

Powered by Labrador CMS