Royal Greenland: Vi vil hjælpe fiskerne
Royal Greenlands topchef, Mikael Thinghuus, har anlagt en strategi, hvor et fokus er at redde så mange arbejdspladser i fiskeriet og på fiskefabrikkerne som overhovedet muligt, mens en af verdenshistoriens største økonomiske krise raser.
Royal Greenland kommer til at miste en stor omsætning, og salgspriserne på en lang række vigtige fiskeprodukter er dykket og vil dykke yderligere på grund af coronakrisen. Det kommer til at koste mange penge, og 2020-årsresultatet vil blive påvirket negativt i meget stærk grad.
- Vi har ingen planer om at lukke fiskefabrikker eller skære ned for indhandlingen. Vi ønsker at optræde som den buffer mellem fiskeriet og forbrugerne, der sikrer, at arbejdspladser bibeholdes såvel i fiskeriet som på fiskefabrikkerne, oplyser Mikael Thinghuus til Sermitsiaq.AG.
Årsresultat er ligegyldigt
Med den strategi fortæller Mikael Thinghuus, at han på et eller andet plan er ligeglad med, hvordan indeværende årsresultat vil lande.
- Årsresultatet er ikke det vigtigste. Derimod er vi parat til at betale prisen for coronakrisen i et omfang, så vi sikrer indhandlingen lokalt de 38 steder rundt om på kysten, hvor vi er til stede, understreger topchefen.
-Vor strategi kommer til at koste penge. Når lagrene er fyldt med fisk, hvilket udløser lavere priser, ville det nemmeste for os være at stoppe for indkøb af fisk og rejer for at optimere selskabets indtjening. Vi har imidlertid valgt en anden strategi, hvor vi sætter os selv under pres for at være innovative og finde nye måder at få solgt vore produkter, blandt andet gennem onlinehandel, oplyser Mikael Thinghuus.
Sparetiltag
Han har fuldt fokus på, at Royal Greenland ikke kommer i likviditetsnød. Og der er gennemført en lang række spare-tiltag internt i virksomheden med ansættelsesstop, neddrosling af markedsføring, udskydning af lønstigninger og bonus, stop for brug af konsulenter, mens rejser skal godkendes af direktionen.
At coronakrisen vil ramme Grønlands vigtigste eksporterhverv blev allerede italesat tirsdag under et pressemøde med naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq, der oplyste, at man forventede, at landskassen i år ville gå glip af indtægter fra fiskeriet på omkring 100 millioner kroner.