Royal Greenland får ny koncern kommunikationschef
Tidligere webredaktør på Sermitsiaq.AG Merete Lindstrøm er blevet ansat som koncern kommunikationschef i Royal Greenland.
Fiskerigiganten Royal Greenland får ny koncern kommunikationschef pr. 1. december, når Merete Lindstrøm tiltræder stillingen.
Det er en erfaren journalist og leder, der fremover skal spille en afgørende rolle i forbindelse med Royal Greenlands både interne og eksterne kommunikation, skriver Royal Greenland i en pressemeddelelse.
Merete Lindstrøm startede i 2017 som journalist i KNR, og i 2020 skiftede hun over til Sermitsiaq.AG, hvor hun tiltrådte en stilling som webredaktør. En stilling, som udover det faglige redaktionsansvar, også har indeholdt personaleansvar og -ledelse.
- Det helt rigtige for mig
- Der er ingen tvivl om, at vi i Royal Greenland kan få stor gavn af Meretes kompetencer og hendes erfaringer fra at have fulgt og formidlet samfundsrelevante emner på nærmeste hold igennem de sidste mange år. Det bliver godt. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, udtaler Royal Greenlands EVP for HR & Kommunikation, Bodil Marie Damgaard om ansættelsen.
Selv siger Merete Lindstrøm om jobskiftet:
- Det bliver en spændende opgave. Det er det helt rigtige for mig at blive en del af Grønlands nok vigtigste virksomhed, som betyder så meget for så mange mennesker her i landet. Jeg vil gå til opgaven med nysgerrighed og vilje og lyst til at gøre en positiv forskel. Og så glæder jeg mig meget til at lære virksomheden og kollegaerne bedre at kende.
Merete Lindstrøm efterfølger Masaana Egede i jobbet som koncern kommunikationschef. Masaana Egede forlod Royal Greenland og tiltrådte som direktør i Mediehuset Sermitsiaq.AG 1. september i år.