Royal Greenland ansætter privat dagplejer

Pasningsproblemer til medarbejdernes børn er løst ved at ansætte en dagplejer

Fabrikken i bygden Saattut i Nordgrønland genåbnede efter en større renovering i slutningen af november sidste år.

Men her manglede fabrikken arbejdskraft, da medarbejdere med skolebørn manglede pasning til deres børn efter skoletid, fordi den kommunale fritidsordning i bygden var blevet lukket i efteråret 2018.

Har dog stadig personalemangel

For at løse børnepasningsproblemet i Saattut ansatte Royal Greenland en privat dagplejer, der startede i midten af januar.

- Dette har hjulpet på vores mangel på arbejdskraft i hverdagene, men vi har stadig personalemangel, når nogle af medarbejderne ikke møder op. Det sker, at vi mangler mellem seks til ti personer, fortæller anlægsleder i Royal Greenlands fabrik i Saattut, Marie Knudsen, til koncernens hjemmeside.

Planer om nyt byggeri

For at løse problemet med manglen på arbejdskraft, er der nu planer om at bygge et nyt indkvarteringshus i Saattut.

- Jeg er meget forventningsfuld over, at der nu bygges et indkvarteringshus i Saattut til udefrakommende arbejdskraft. Jeg håber, at vi i fremtiden vil blive i stand til at producere i to holdskift, siger anlægsleder Marie Knudsen.

Byggeriet af et nyt indkvarteringshus med plads til otte udefrakommende medarbejdere på fabrikken i Saattut påbegyndes i foråret.

Powered by Labrador CMS